Deutsche Bank nedjusterer Lundbeck til Sell - kursmål 87 (Update)

Udgivet den 27-01-2005  |  kl. 11:48  |  

Den tyske storbank Deutsche Bank har torsdag nedjusteret anbefalingen på Lundbeck-aktien til Sell fra Hold, fremgår det af et nyt notat. Banken sænker samtidig kursmålet til 87 kr. fra 110 kr.

Analytikerne mener, at Lundbeck er alt for afhængig af sin depressionsforretning. De peger især på, at selskabet på det amerikanske marked står over for stigende konkurrence fra både kopiselskaber og andre mærker, og at der er tale om et modent og overdiagnosticeret marked.

Vækst på depressionsmarkedet er stagneret, og den øgede konkurrence i Europa og USA gør, at Lundbeck vil få svært ved at få sin depressionsforretning til at vokse ved at tage markedsandele. Den svage dollar påvirker samtidig modtagne royalties fra USA negativt.

Desuden kommer selskabets næste større produktlancering ikke før i 2007.

Deutsche Bank har derfor mindsket både sine salgsestimater og indtjeningsestimater for årene 2005-2008 markant. Ifølge banken handler Lundbeck ved en kurs på 119 med en præmie på 50 pct. til sektoren baseret på indtjeningen i 2006, og dette mener analytikerne ikke er berettiget.

Lundbeck-aktien er som følge af analysen dalet 3,4 pct. til 115 kr.

Af Jean M. Dühring, jean@netposten.dk

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder