DF bakker op om Claus Hjort i sag om lønstop
Dansk Folkepartis gruppeformand Kristian Thulesen Dahl er særdeles tilfreds med beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksens opfordringer til danske ledere om at holde igen med lønkravene - både til medarbejderne og sig selv.
- Når arbejdsgiverne opfordrer lønmodtagerne til at udvise løntilbageholdenhed, så er det indlysende, at lederne selv må gå forrest, siger Kristian Thulesen Dahl i en pressemeddelelse.
Kristian Thulesen Dahls udmelding kommer i kølvandet på en ophedet diskussion, hvor flere erhvervsledere har langet ud efter Claus Hjort Frederiksen, der har kritiseret danske topchefers milliongevinster på aktieoptioner.
- Der er blot tale om, at erhvervslederne naturligvis selv må agere, som de opfordrer andre til at agere, siger Kristian Thulesen Dahl.