DF vil nedsætte den kriminelle lavalder

Udgivet den 19-10-2000  |  kl. 10:24  |  

København--19. oktober--NetPosten--Dansk Folkeparti fremsætter nu i Folketinget forslag om at nedsætte den kriminelle lavalder fra 15 til 12 år, fremgår det af en pressemeddelelse torsdag.

- Et flertal i Folketinget må efterhånden kunne indse det nødvendige i nedsættelsen. Unge på f.eks. 14 år ved udmærket godt, hvis de gør noget forkert. Det blev bevist for et par dage siden, da nogle 14-årige andengenerationsindvandrere, efter at de havde voldtaget en dansk kvinde, grinede politiet lige op i ansigtet med en bemærkning om, at de ikke kunne straffes, fordi de var under den kriminelle lavalder. Og det er desværre ikke første gang, at sådanne bemærkninger er faldet, siger Pia Kjærsgaard, der finder det yderst tankevækkende, at de unge af fremmed herkomst kun voldtager danske piger.

- Der er ingen som helst tvivl om, at en nedsættelse af den kriminelle lavalder vil have en præventiv virkning. F.eks. viser helt nye undersøgelser fra Københavns Politi, at har man en gang været fængslet for f.eks. grov vold, så holder man sig generelt inden for lovens rammer fremover.

En nedsættelse af den kriminelle lavalder betyder naturligvis ikke, at 12-årige skal i fængsel sammen med hærdede forbrydere. Jeg forestiller mig en form for opdragelsesanstalt kombineret med samfundstjeneste. Herudover skal der indføres en langt mere effektiv og konsekvent social indsats end nu, så den unge ikke fortsætter den kriminelle løbebane.

- Men det afgørende er, at de unge får et klart signal om, at samfundet ikke vil finde sig i, at de udøver voldtægt, vold eller anden form for grov kriminalitet, og det kan man godt forstå, når man er fyldt 12 år, siger Pia Kjærsgaard.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder