Diageo opnåede et bedre end ventet salg i tredje kvartal

Udgivet den 03-05-2012  |  kl. 09:07  |  

Den britiske spirituskoncern Diageo, som står bag de kendte spiritusmærker Smirnoff Vodka og Johnnie Walker Whisky, men som også producerer Guiness og Kilkenny-øl, har torsdag morgen aflagt en markedsopdatering for sit forskudte tredje kvartal, hvor den organiske vækst overrasker positivt.

Diageos organiske omsætningsvækst steg med 6 pct. i tredje kvartal, hvilket var bedre end analytikernes forventninger en organisk salgsvækst på 5 pct. Volumerne steg med 3 pct. i tredje kvartal. Diageo skriver, at der i perioden især var tale om en markant omsætningsfremgang i Latinamerika, mens et højere salg af spiritus på det amerikanske marked opvejede et faldende salg på det europæiske marked.

- Vores performance over de seneste ni måneder viser fortsat, at vi med vores positionering formår en god balancegang mellem vores forskellige produktkategorier, samt en større og mere betydelig tilstedeværelse på emerging markets, udtaler den adm. direktør Paul Walsh hos Diageo i regnskabsmeddelelsen.

Den organiske vækst har primært været drevet af vækst på nye markeder. Den organiske vækst i Latinamerika og Caribien blev på 18 pct. i årets første ni måneder, mens Nordamerika viste en vækst på 5 pct. i perioden. Det blev til en vækst på 12 pct. i Afrika, 10 pct. i Asien-Pacific, mens den organiske vækst dykkede med 1 pct. i Europa.

Udgivet af: Aktiefokus

Seneste nyheder