Dong/Jyske: Det rette tidspunkt for køb af aktien kan være i 2018

Udgivet den 04-09-2017  |  kl. 12:35  |  
Arkiv: Foto

Investorerne bør vente med at købe aktier i energiselskabet Dong indtil slutningen af næste år.

Det vurderer Jyske Bank, der har anbefalingen "reducer" for aktien, i en analyse af selskabet.

Bankens aktieanalytiker Frans Høyer, der følger udviklingen i Dong, vurderer, at selskabets pengestrømme vil være under pres.

Færre gevinster ved frasalg af ejerandele og intet afkast på en investering på 15 mia. i transmissionskabler i Storbritannien vil presse afkastningsgraden i vindforretningen næste år. Samtidig vil det også kunne mærkes, at Dong tidligere i år solgte sin olie- og gasforretning fra til selskabet Ineos.

- Det vil selskabet kunne håndtere, og analytikerne forventer det, men vi foretrækker klart at købe aktier i selskaber, der er på vej ned ad et Capex-bjerg (investeringsbjerg, red.) frem for i selskaber på vej op ad et Capex-bjerg. Det rette tidspunkt at købe Dong-aktier kan være sidst i 2018, skriver analytikeren i et analysenotat.

Ifølge aktieanalytikeren er der alligevel en pæn interesse for energiselskabet på aktiemarkedet i øjeblikket. Det var eksempelvis tydeligt, da det ikke havde nogen "nævneværdig effekt" på kursen, at den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs i sidste uge solgte Dong-aktier for 2,4 mia. kr.

- Det tyder på solid investorinteresse efter Dongs salg af olieforretningen, der reducerer selskabets CO2-aftryk, som er vigtigt for "grønne" investorer, skriver Frans Høyer i analysenotatet.

Goldman Sachs solgte i alt 7,5 mio. aktier i energiselskabet med en pris på 321 kr. per aktie. Det gav banken en bruttoindtægt på 2,41 mia. kr. Det svarede til en rabat på 8 kr. - eller 2,4 pct. - per aktie i forhold til den daværende kurs på 329 kr.

Mandag klokken 12.00 stiger aktien i Dong Energy 0,2 pct. til 325 kr.

/ritzau/FINANS

Cecilie Veile

Tags:  Research❯ 

Relaterede nyheder