DSV / UPS og TNT Express bekræfter kæmpe-fusion
Amerikanske United Parcel Service (UPS) og hollandske TNT Express bekræfter mandag morgen, at de to selskaber er blevet enige om den ventede handel, hvor UPS overtager TNT Express for 9,5 euro per aktie, svarende til en samlet pris på 5,16 mia. euro eller 38,4 mia. kr. Det fremgår af en fælles meddelelse fra selskaberne.
En sammenlægning af de to selskaber vil skabe en mastodont på markedet for levering af pakkepost, idet UPS allerede er verdens største, og med opkøbet bringer UPS sin markedsandel i Europa op på niveau med DHL, som ejes af Deutsche Post. Ifølge Bloomberg News vil det nye sammenlagte selskab få en markedsandel på 17,3 pct. i Europa baseret på 2010-tal, mens DHL vil sidde på 17,6 pct.
TNT Express-aktien steg i februar fra omkring 6,3 euro til over 10 euro, efter det første opkøbstilbud blev offentlig kendt. Efterfølgende er der blevet spekuleret i modbud fra en anden part eller et højere bud fra UPS, eftersom TNT afviste det første tilbud. Sidenhen har TNT Express imidlertid aflagt et svagt regnskab, og da der heller ingen modbud er kommet, har den generelle opfattelse ændret sig til at buddet ikke ville blive hævet synderligt. Derfor faldt aktien igen lidt ned, og fredag eftermiddag lukkede den i 9,35 euro.
Prisen på 9,50 euro per aktie repræsenterer en præmie på 53,7 pct. i forhold til aktiekursen på 6,18 euro den 16. februar (dagen inden første bud fra UPS).
Danske DSV er peer til TNT Express, og en konsolidering i sektoren er tidligere blevet vurderet som umiddelbart positiv nyt for selskabet.