ECB's Kazaks vil ikke lade sig presse af markedsforventninger
Den Europæiske Centralbanks pengepolitiske beslutningstagere er dataafhængige og ikke datoafhængige.
Det slår Mārtiņš Kazāks, der er chef for den lettiske centralbank og medlem af Styrelsesrådet hos ECB, fredag fast i interview på Bloomberg TV.
Han peger på, at ECB skal have både tro på egne evner og tålmodighed med sig, når pengepolitikken fastsættes og dermed passe på med ikke at lade sig rive med af markedets forventninger.
I stedet skal centralbanken se, "hvor data bærer den hen," siger Mārtiņš Kazāks.
Den lettiske centralbankchef peger på, at lønstigningerne fortsat er relativt store, selv om der synes at være en vis opblødning i arbejdsmarkedet.
Samtidig er inflationen også faldet og vil fortsætte med at gøre det, siger han.
Det peger frem mod, at renterne skal sænkes på et tidspunkt, men først når alle data peger entydigt i den retning.
Det værste scenarie ville nemlig være at komme til at sænke renterne for tidligt, og det kan være, at det i sidste ende kommer til at betyde en teknisk recession i økonomien, fordi væksten holdes nede af både de høje renter og af geopolitiske omstændigheder, lyder det fra Mārtiņš Kazāks.
.\\˙ MarketWire
Tags: macro❯ Eurozonen❯