Egnsbank Nord og Vendsyssel Bank fusionerer
Vendsyssel Bank og Egnsbank Nord vil fusionere for at danne en ny bank - Nordjyske Bank - som er ejet og ledet af vendelboer, lokal, fri og uafhængig af større kapitalinteresser, fremgår det af en fondsbørsmeddelelse.
Bestyrelserne i Vendsyssel Bank og Egnsbank Nord indstiller til de respektive repræsentantskaber og generalforsamlingerne, at bankerne fusioneres med virkning fra 1. januar 2002.
Forud for fusionen udstedes der 70 pct. fondsaktier i Egnsbank Nord. Aktionærerne i Vendsyssel Bank tilbydes herefter 8 aktier i den nye, Nordjyske Bank (det er formelt Egnsbank Nord, som er det fortsættende selskab) for hver 10 aktier i Vendsyssel Bank samt et kontantbeløb på cirka 379 kr. pr. aktie.
Fusionen betyder en præmie til aktionærerne i Vendsyssel Bank. Præmien - som vil afhænge af børskursen på Nordjyske Bank-aktien efter fusionen - anslås til at andrage 45-50 pct. i forhold til den senest noterede børskurs for Vendsyssel Bank-aktien.
De aktionærer i Vendsyssel Bank, som måtte ønske dette, tilbydes endvidere i forbindelse med fusionen at kunne købe 2 aktier i den nye bank for hver 10 aktier i Vendsyssel Bank til en fast kurs på 570. Aktierne til dette formål tages ud af bankens beholdning af egne aktier.
Den samlede aktiekapital i den nye bank, Nordjyske Bank, vil herefter udgøre 90,216 mio. kr.
Der er med Spar Nord, som ejer 50,5 pct. af aktiekapitalen i Vendsyssel Bank, indgået en aftale om, at Spar Nord støtter fusionen. Efter fusionen vil Spar Nord besidde en mindre post på under 5 pct. af aktiekapitalen i Nordjyske bank. Omkring denne aktiebesiddelse er der indgået en optionsaftale med Spar Nord, d.v.s. en ret for Nordjyske Bank, til at købe Spar Nords resterende aktier i den fusionerede bank til en forud fastsat kurs.
I tilknytning til aftalen med Spar Nord er der indgået en samhandelsaftale på engrosområdet f.s.v. handel med valuta og fonds, hvor Spar Nord fremover vil indgå som en af den nye banks væsentlige handelspartnere.
Det er ikke af nød de 2 lokale banker slutter sig sammen, idet det er 2 velindtjenende og velkonsoliderede banker, som nu finder sammen.
Fusionen skal ses som et ønske fra ledelserne i de 2 banker om at være på forkant med den strukturudvikling, som må forventes inden for pengeinstitutsektoren - og ved fusionen skabe en endnu stærkere og mere fremtidssikret lokal bank til gavn og glæde for Vendsyssel og vendelboer i årene fremover, nu hvor muligheden herfor er opstået via aftalen med Spar Nord - og ud fra en stærk udgangsposition i begge banker.
Ledelserne i de 2 banker lægger herunder afgørende vægt på, at de finder det vigtigt for området, at Vendsyssel ikke kun bliver et "filialsamfund", hvor virksomhederne er filialer af virksomheder uden for området, men at man i Vendsyssel har store og stærke virksomheder, hvor ejerskabet og den øverste ledelse kommer fra og er placeret i området.
Den nye bank vil have en størrelse, hvor den med egne specialafdelinger, herunder egen investerings- og udlandsafdeling og veluddannede kunderådgivere i alle filialer, der over for kunderne kan løfte alle væsentlige finansierings- og rådgivningsopgaver, som disse efterspørger, samtidig med at den bevarer nærheden og kendskabet til kunden. Den nye bank ville således fastholde smådriftsfordelene ved korte beslutningsveje, kompetence og stor branche- og kundekendskab, samtidig med at den har den nødvendige styrke og robusthed m.h.t. til likviditet og soliditet.
Der vil ikke som følge af fusionen ske afskedigelser. De personalemæssige rationaliseringsgevinster, som naturligt vil være ved fusionen, forventes udlignet af en yderligere kundetilgang og ved naturlig afgang i medarbejderstaben. De 2 banker har gennem de seneste år oplevet en meget tilfredsstillende kundetilgang - en udvikling, som forventes forstærket af sammenlægningen.