Europa/aktier: Tyske kemiaktier trækker ned mens britisk Coloplast-rival lyser op

Udgivet den 12-11-2024  |  kl. 12:58  |  

De europæiske aktiebørser er præget af negativ stemning tirsdag middag, hvor bekymringer for øgede handelsbarrierer, skuffende tyske nøgletal og blandede regnskaber sætter dagsordenen.

Det brede europæiske Stoxx 600-indeks ligger ved 13-tiden 1,0 pct. lavere i 507,28 efter fald i 11 af 12 undersektorer.

Kun it-aktierne går fri af nedturen, mens de tungeste fald har ramt materialer og sundhed, der ligger henholdsvis 1,5 og 1,8 pct. lavere.

- Faldene tirsdag morgen på de asiatiske børser rullede videre til os fra åbningen i Europa. Vi står jo lidt i samme situation med usikkerhed omkring told, ligesom man gør i Kina, efter valgsejren til Donald Trump, siger senioraktierådgiver Martin Munk fra Jyske Bank til MarketWire.

- Men det er ikke, fordi der som sådan er noget nyt i det, men jeg tror stadigvæk, at der er nogle efterdønninger fra valget i sidste uge, fortsætter han.

De tyske kemiselskaber Bayer og Brenntag har begge leveret slemt skuffende regnskaber. Brenntags regnskab viste et resultat efter skat på 120 mio. euro, hvilket var noget under analytikerforventningen ifølge Bloomberg News på 149,2 mio. euro.

Aktien falder 9,2 pct. på børsen i Frankfurt til det laveste niveau siden december 2022. Endnu værre går det for Bayer, der falder 10,2 pct. efter et kvartalsregnskab med sænkede forventninger til hele året.

Bayer venter nu et justeret driftsresultat før af- og nedskrivninger (EBITDA) på 10,4-10,7 mia. euro mod den tidligere prognose om 10,7-11,3 mia. euro.

Britiske Convatec derimod brager i vejret med 20 pct. Selskabet, som er en konkurrent til danske Coloplast, løftede i en handelsopdatering for de ti måneder frem til udgangen af oktober forventningerne til hele året.

.\\˙ MarketWire

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Europa❯  Shares❯  Intraday❯ 

Seneste nyheder

16:30 Kinesisk elbilkoncern sælger flere biler - Kina er dog stadig det største marked
15:49 Amerikanske indkøbschefers tillid ligger højere end ventet i december
15:43 USA/åbning: Tesla går mod strømmen i grøn start på året
15:41 Telsa falder på Wall Street efter skuffende produktionstal
15:13 Telsa falder i formarkedet efter skuffende produktionstal
14:51 DZ Bank siger nu "køb" til Vestas
14:44 Norsk energigigant får mia.-finansiering til USA-projekt med Vestas møller
14:33 Færre amerikanske nytilmeldte ledige end ventet
14:27 USA/tendens: Udsigt til grøn start efter fire dage i rødt med fokus på Unity
13:20 Europa/aktier: Svage nøgletal fra Kina giver svag start på året for luksus og biler
13:05 Euro i laveste niveau mod dollar siden november 2022
12:35 Dansk grundlagt spilaktie flyver op i formarkedet efter spekulationer på sociale medier
11:36 DFDS ser Jersey-færgedriften bidrage med omsætning på 450 mio. kr. i 2025
11:34 Obligationer/middag: Mindre rentefald efter nyt fra ECB's topchef
11:30 Freetrailers udlejning fortsætter frem samtidig med europæisk ekspansion
11:17 Aktier/middag: De grønne aktier får en flyvende start på årets første handelsdag
11:09 Prisen på containerfragt fortsætter den stigende tendens
10:28 Carlsbergs tyrkiske rival styrtdykker for tredje dag i træk
10:13 Atlantic Petroleum giver sig selv yderligere tre måneder til at finde løsning på gæld
09:57 Riksbanken-chef: Snart passende med "vent og se" før yderligere renteændringer