Ejendomsselskabet Norden 12 mdr.: Resultat før skat 105,2 mio. kr. (53,6 mio.)

Udgivet den 20-01-1998  |  kl. 12:24  |  

København--20. januar--NetPosten--Ejendomsselskabet Norden har aflagt årsregnskab for 1997 med et resultat før skat på 105,2 mio. kr. imod 53,6 mio. kr. året før. Resultatet før kurs- og værdiregulering udgør 68,4 mio. kr. sammenlignet med 41,7 mio. kr. i 1996. Det fremgår af årsregnskabsmeddelelsen.

Godt halvdelen af fremgangen kan henføres til investeringen i A/S Kalkværksgrundene samt de foretagne kapitaludvidelser. Den resterende del af fremgangen kan henføres til en forbedret udlejningssituation samt et bedre ejerlejlighedssalg. Resultatet efter skat udgjorde i 1997 99,5 mio. kr. mod 53,6 mio. kr. i 1996.

Selskabet vil i 1998 fortsætte udbygningen af ejendomsporteføljer og har ved en soliditetsgrad på 40 pct. en investeringskapacitet på 440 mio. kr.

Selskabet venter i 1998 et resultat før kurs- og værdiregulering på 85 mio. kr., hvilket svarer til en fremgang på 30 pct. i fht. 1997. Resultatet er baseret på en tomgang i erhvervsejendomme på 5 pct. og moderniseringer på niveau med dem i 1997. Salget af ejerlejligheder ventes at udgøre 12.000 kvm. med en avance på godt 30 mio. kr. og administrationsudgifterne ventes at forholde sig uændret.

Der udbetales udbytte på 6,50 kr. pr. aktie, hvilket svarer til 56 pct., af resultatet efter skat men før kurs- og værdiregulering.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder