Ekspert: Straarup får dårlig rådgivning

Udgivet den 26-01-2010  |  kl. 07:04  |  

Danske Banks ordførende direktør Peter Straarup har endnu ikke formået at vinde bankens tabte omdømme tilbage. Forklaringen er den enkle, at topchefen ikke får ordentlig rådgivning.

Det skriver dagbladet Børsen.

Og Peter Straarup er den eneste, som rent faktisk kan skaffe Danske Bank sit gode image tilbage, mener en af Danmarks førende kommunikationsrådgivere, Jess Myrthu, der er bestyrelsesformand og seniorpartner i firmaet Jøp, Ove og Myrthu, der rådgiver i strategisk kommunikation.

Jess Myrthus vurdering kommer, efter at Peter Straarup i en kronik i Berlingske Tidende søndag henvendte sig direkte til danskerne for at forklare, hvilken rolle bankerne spiller i samfundet, og hvilket ansvar de har for finanskrisen.

Ikke overraskende konkluderer Peter Straarup, der også er formand for Finansrådet, at bankerne er uundværlige, fordi danskerne ellers ville være nødt til at låne penge af forældre eller svigerforældre eller på et gråt lånemarked med meget høje renter.

 

Udgivet af: NPinvestordk