Erhvervs- og Selskabsstyrelsen giver ATP medhold i TDC-sagen

Udgivet den 09-03-2006  |  kl. 08:13  |  

Nordic Telephone Company ApS kan ikke tvangsindløse minoritetsaktionærerne i TDC. Det er konsekvensen af en afgørelse, som Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har truffet i TDC-sagen, fremgår det af en pressemeddelelse.


På generalforsamlingen i TDC den 28. februar 2006 blev der stemt for en vedtægtsændring om tvangsindløsning af 90,93 pct. af de afgivne stemmer og 90,92 pct. af den stemmeberettigede kapital, der var til stede. Det er ikke tilstrækkeligt til, at Nordic Telephone Company ApS kan tvangsindløse minoritetsaktionærerne i TDC.

Ifølge aktieselskabslovens § 20 b er betingelsen for, at en enkelt hovedaktionær kan foretage tvangsindløsning, at hovedaktionæren ejer mere end 90 pct. af aktierne i selskabet. I en sådan situation kan man ikke alternativt anvende aktieselskabslovens § 79 b om vedtægtsbestemt indløsning, som det er sket i denne sag.

Erhvervs- og Selskabsstyrelsens afgørelse kan indbringes for Erhvervsankenævnet eller domstolene, hvis de involverede parter er uenige i styrelsens juridiske vurdering.

Udgivet af: NPinvestordk