EU forlænger undersøgelser mod Microsoft
Det ventes, at EU-Kommissionen vil forlænge sine undersøgelser mod Microsoft i yderligere fire måneder i sagen om konkurrenceforvridning.
Microsoft er under anklage for at have fået en monopol-lignende position på markedet for styresystemet til computere.
Det var oprindeligt meningen, at EU-Kommissionen skulle have sluttet sine undersøgelser i juni, men kilder i Kommissionen siger til Financial Times, at undersøgelserne fortsæter indtil oktober.
Microsoft er under anklage for at have overtrådt konkurrencereglerne, og EU overvejer blandt andet, om det er muligt at tvinge Microsoft til at fjerne dets Media Player fra Windows.
EU-Kommissionen frygter dog også, at alt for skrappe tiltag mod Microsoft kunne udløse en politisk krise med USA.
USA lavede i 2001 en aftale med Microsoft for at begrænse firmaets konkurrencefordele.