EU/aktier: EasyJet er flyvende i negativt marked
De europæiske aktiemarkeder falder fra det højeste niveau i fem år, idet investorerne afvejer værdiansættelsen af aktierne, der har nået det højeste niveau siden 2009. Lavprisluftfartsselskabet EasyJet stiger efter et bedre end ventet regnskab og hollandske DSM efter et indgået joint venture med JLL Partners.
Dax-indekset falder 0,2 pct. til 9205 og Ftse-indekset taber 0,5 pct. til 6692. Det franske Cac-indeks ligger 1,0 pct. lavere i 4280.
Lavprisluftfartsselskabet EasyJet er kommet med regnskab for det forskudte helår 2012/13, hvilket sender aktien op med 8,2 pct. til 1359 pence. Koncernchef Carolyn McCall udtaler til Bloomberg News, at det er et succesfuldt år, fordi EasyJet har gjort alle de rigtige ting. Easyjet har fremlagt et årsregnskab, hvor salget blev på 4,3 mia. euro, og det var over analytikerprognosen på 4,2 mia. euro. Det blev til et overskud på 478 mio. euro før skat i helåret, hvilket var lidt over analytikerprognosen på 476 mio. pund. Overskuddet er steget solidt fra 317 mio. euro i fjor. Easyjet vil fortsætte med at levere et betydelig afkast.
DSM ligger med en stigning på 3,4 pct. i 59,92 euro. Kapitalfond JLL Partners har indgået en aftale med den hollandske kemikaliekoncern DSM vedrørende et joint venture, hvor JLL Partners får en kontrollerende aktiepost. Det er en aftale til en værdi på 2,6 mia. euro ifølge Bloomeberg News. DSM vil afgive en division til selskabet Patheon Inc, som laver specialmedicinalkemikalier. Meldingen er, at det nye selskab næste år ventes at få en omsætning i omegnen af 2 mia. dollar.
Banksektoren er blandt de hårdest ramte sektorer i Stoxx 600 Europe-indekset. Franske BNP Paribas taber 1,6 pct. til 53,86 euro og belgiske KBC falder 2,8 pct. til 39,55 euro efter at to aktionærer har solgt sammenlagt 18,8 mio. aktier i banken.
Sononva stiger 0,6 pct. til 125,40 sfr. efter mandagens stigning på cirka 5 pct. Den store schweiziske investeringsbank UBS skriver, at den schweiziske høreapparatproducent Sonova tager markedsandele med sin organiske vækst på 9 pct. i høreapparatmarkedet, hvilket fremgik af mandagens halvårsregnskab fra Sonova.
Handelsbanken falder 0,7 pct. til 303,60 skr. Danske Markets sænker anbefalingen på Svenska Handelsbanken til sælg fra hold. Det skriver Danske Bank, der vurderer at banken er den bedst administrerede svenske bank, mens det vurderes, at kapitalen kan blive et problem.
Det hollandske teleselskab KPN, der har den mexicanske milliardær Carlos Slim som storaktionær, har fået hævet sin anbefaling af Credit Suisse til outperform fra neutral. KPN ligger tirsdag eftermiddag med en stigning på 2,0 pct. i 2,49 euro.
På makrosiden er det tyske ZEW-erhvervstillidsbarometer tirsdag formiddag blevet offentliggjort, hvor det blev til en stigning til 54,6 for november sammenlignet med 52,8 for oktober. Analytikerne havde ventet en stigning i ZEW-erhvervstillidsbarometeret til 54,0 i november. OECD har tirsdag formiddag sænket forventningerne til den globale vækst for 2014 til 3,6 pct. fra tidligere 4,0 pct.