EU/aktier: Fald for anden dag i træk
De europæiske aktiemarkeder ligger fredag eftermiddag med fald for anden dag i træk, efter Stoxx Europe 600-indekset lukkede torsdagen med det største fald i ti måneder, og idet investorerne afventer den amerikanske opgørelse over varige forbrugsgoder. På børsen i Tyskland falder Daimler efter en sænket anbefaling hos Barclays og på børsen i London falder Next efter en sænket anbefaling hos Morgan Stanley.
Dax-indekset taber 1,0 pct. til 8272 og Ftse-indekset falder 0,8 pct. til 6646. Det franske Cac-indeks ligger 0,1 pct. lavere i 3962.
Daimler ligger fredag eftermiddag med et fald på 2,4 pct. i 46,92 euro. Den tyske luksusbilproducent, der blandt andet producerer Mercedes-Benz og Smart, får sænket sin anbefaling til undervægt fra ligevægt hos finanshuset Barclays, der også skærer kursmålet med 16 pct. til 36 euro. Finanshuset skriver, at Daimlers kursudvikling i forhold til BMW og Volkswagen er uberettiget, idet selskabet har en svagere overskudsgivende produktionskapacitet.
Next falder 2,3 pct. til 4584 pence efter finanshuset Morgan Stanley har sænket sin anbefaling på den britiske tøjdetailkæde til undervægt med kommentaren om, at aktien er blevet for dyr. Next-aktien har i denne ugen været handlet til det højeste niveau siden 1988.
De tyske bankaktier er under pres, hvor Deutsche Bank taber 3,4 pct. til 34,71 euro efter fragået udbytte på 0,75 euro og Commerzbank falder 4,2 pct. til 7,53 euro efter det torsdag var sidste dag man kunne handle med tegningsretterne.
Nokia falder 1,3 pct. til 2,75 euro. Den finske mobiltelefongigant Nokia og den canadiske smartphoneproducent BlackBerry kan sandsynligvis være opkøsmål (M&A) for den Hong Kong-baserede PC-producent Lenovo. Det skriver finanshuset Liberum, der dog pointerer, at et opkøb af Nokia er usandsynligt på nuværende tidspunkt, idet selskabets smartphone-forretning er på vej tilbage til overskud.
Det norske tørlastrederi Golden Ocean, hvor milliardæren John Frederiksen ejer 41 pct., stiger 3,5 pct. til 5,96 nkr. efter en stærk balance og lave skibsværdier giver selskabet mulighed for at ekspandere forud for en forventet rateoptur. Det skriver Bloomberg News med henvisning til et analysenotat fra analytiker Eirik Haavaldsen fra finanshuset Pareto Securities.
Det tyske erhvervstillidsbarometer fra Ifo-instituttet blev præsenteret fredag formiddag, og det landede på 105,7. Analytikerne havde ventet en værdi på 104,4. Det blev i april opgjort til 104,4.