EU/Danske: Nedjusteret vækstskøn for eurozonen rammer Danmark

Udgivet den 27-07-2012  |  kl. 12:08  |  

Danske Bank har nedjusteret sit skøn for den økonomiske vækst i euroområdet i år og venter en negativ vækst og først næste år ventes positiv vækst. Der er skønnet 0,5 pct.

Banken venter, at euroområdet skrumper 0,3 pct. i år.

Siden euroens introduktion har euroområdet kun en gang tidligere haft et år med negativ vækst. Det var i 2008, hvor den økonomiske krise for alvor satte ind. De sløje vækstudsigter har stor betydning for dansk økonomi, da euroområdet er den største aftager af danske eksportvarer og tjenester, konstaterer økonom i Danske Bank Jens Nærvig Pedersen.

Ses der bort fra kriseårene 2008 og 2009, er der i år udsigt til den laveste eksportmarkedsvækst i tyve år og dermed en vækst, der ligger et stykke under det "normale".

- I perioden fra 1990 til den økonomiske krise ramte i 2008 var den gennemsnitlige eksportmarkedsvækst på omkring 2,4 procent årligt, oplyser han.

Samlet set vurderer Danske Bank, at der er udsigt til, at eksporten i år og næste år vil slippe speederen og fortsætte frem i et lavere gear.

Banken venter, at eksporten i år vil vise mere beskeden fremgang og kun vokse med godt 1 procent. Næste år vil byde på en smule højere vækst – omkring 2,5 procent. Det står i skarp kontrast til 2011, hvor eksporten voksede hele 6,8 procent.

Faldet i udlandets efterspørgsel efter danske varer og tjenester lægger større pres på skuldrene af den indenlandske økonomi og effekterne fra de tiltag (fremrykning af offentlige investeringer, udbetaling af efterlønsbidrag og kommende skattelettelser), som kan hjælpe den indenlandske efterspørgsel i gang.

/ritzau/FINANS

Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder