Europa/aktier: Bekymring for handelskrig sætter sig i stemningen

Udgivet den 19-02-2025  |  kl. 12:58  |  

Efter en stille og rolig start på onsdagens handel har aktiemarkedet i Europa i løbet af formiddagen taget en negativ drejning.

De amerikanske aktiefutures er også vendt rundt - fra plus til minus kort efter kl. 11, da investorerne synes at have rettet deres opmærksomhed mod risikoen for en handelskrig.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, sagde tirsdag ifølge Reuters, at han har til hensigt at indføre biltold "i nærheden af 25 pct." og lignende told på import af halvledere og lægemidler.

Det brede europæiske Stoxx 600-indeks ligger ved 12.45-tiden 0,6 pct. lavere i 553,83, efter at det tirsdag lukkede i rekordhøje 557,17.

Sektoren materialer, der omfatter mineaktierne, trækker ned med et fald på 2,1 pct., og cyklisk forbrug og finans falder desuden henholdsvis 1,5 og 0,9 pct.

I toppen af indekset ligger den franske NKT-rival Nexans, der har onsdag morgen præsenterede et regnskab for fjerde kvartal og en prognose for 2025, der var betryggende for investorerne.

Både den organiske vækst og driftsindtjeningen for 2024 var bedre end ventet af analytikerne. I 2025 venter Nexans et driftsresultat på 770-850 mio. euro, hvor midtpunktet 810 mio. euro er tæt på analytikerkonsensus på 812,6 mio. euro.

Nexans stiger 8,1 pct., og det smitter positivt af på NKT på børsen i København, hvor det danske selskab topper i C25-indekset med et plus på 1,4 pct.

Det går omvendt skidt for aktien i det hollandske teknologiselskab Philips, som falder 10,7 pct. til 24,19 euro efter årsregnskabet for 2024, som bød på et underskud på 698 mio. euro.

Europas største bank, britiske HSBC, kom omvendt bedre ud af 2024 end ventet af analytikerne. Indtjeningen før skat steg 6,5 pct. til 32,31 mia. dollar - svarende til 230 mia. kr., hvilket er en smule over analytikerkonsensus indsamlet af Bloomberg News på 31,68 mia. dollar.

Aktien falder imidlertid 0,4 pct. efter to dage med en samlet fremgang på 3,2 pct.

Det britiske råvareselskab Glencores regnskab viste et fald i overskuddet sidste år på 16 pct. Analytikere noterer ifølge Bloomberg News også, at selskabet er kommet med en skuffende prognose for kobberproduktionen - og aktien falder 7,,2 pct.

.\\˙ MarketWire

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Europa❯  Shares❯  Intraday❯