Europa/aktier: ECB-chef svinger taktstokken

Udgivet den 26-07-2012  |  kl. 13:36  |  

De europæiske aktieinvestorer tager torsdag en pause fra mismodet og de sivende aktiekurser og sender aktierne højere efter meldinger fra chefen for Den Europæiske Centralbank, Mario Draghi.

Italieneren beviste ved middagstid, at han fortsat evner at sætte finansmarkederne i bevægelse. Det skete med et verbalt forsvar af euroen, der på få minutter sendte det tyske DAX-indeks omkring 1 pct.point højere.

Mario Draghi fortalte journalister, at "euroen ikke kan tilbagerulles" og lovede, at ECB er parat til at kæmpe med alle midler.

- Inden for vores mandat, er ECB parat til at gøre alt, der kræves, for at forsvare euroen. Og tro mig, det vil være nok, lød beskeden, ifølge Bloomberg News.

I Tyskland ligger DAX-indekset ved 13-tiden 1,2 pct. højere i niveau 6480,44. Det skal sammenlignes med et niveau lige over 6340, kort før Draghi talte. CAC 40-indekset stiger 2,2 pct., og det britiske FTSE-indeks ligger 1 pct. højere. Det italienske aktiemarked stiger hele 3,6 pct.

De franske banker Natixis og Société Générale stiger mest blandt finansaktierne - begge over 5 pct. Banco Santander ligger til en gevinst på 4,7 pct. trods et lidt svagt regnskab. Overskuddet landede på 1,7 mia. euro i førte halvår, mens analytikernes bud inden regnskabet var 2,97 mia. euro.

I det hele taget har markedet haft travlt med at forholde sig til et væld af regnskabstal fra store europæiske virksomheder, herunder ABB, BASF, Syngenta, Statoil, Shell, Sanofi og Astrazeneca. ABB og Syngenta stiger begge i omegnen af 4 pct. i Schweiz. Statoil og Shell stikker i hver sin retning henholdsvis 2,3 pct. oppe og 2,7 pct. nede, medicinalkoncernen AstraZeneca falder godt 1 pct., mens Novo Nordisk-rivalen Sanofi bliver løftet godt 2 pct. i Paris. Endelig stiger BASF 1,2 pct.

FLSmidths finske konkurrent Metso kan notere næststørste stigning blandt de 600 største europæiske aktier, også efter et positivt regnskab. Aktien stiger godt 9 pct., hvilket akkurat overgås af ligeledes finske Kesko, der er blevet opjusteret af en række analysehuse.

Rolls-Royce stiger knap 7 pct. også efter solide regnskabstal, mens Siemens straffes med et fald på 2,2 pct. En afdæmpet udvikling i tredje kvartal af 2011/12 betyder, at Siemens målsætning for helåret er blevet "klart mere ambitiøs", var meldingen i regnskabet.

Senere torsdag ventes den spanske vindmøllekoncern Gamesa at levere regnskab.

/ritzau/FINANS

Jakob Dalskov +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder