Europa/aktier: Forsinket iPhone presser leverandører

Udgivet den 13-09-2017  |  kl. 13:03  |  

Underleverandører til Apple er under pres onsdag middag efter præsentationen af den nye iPhone X. Leveringerne vil først tage fart fra november, hvilket er senere end oprindeligt ventet, skriver Reuters.

Det koster lidt på kursen for europæiske chipproducenter og teknologiselskaber som AMS og Dialog Semiconductor. De to aktier falder henholdsvis 3,5 pct. og 0,8 pct.

Der er ligeledes tilbagegang i råvaresektoren efter prisfald på en række metaller, heriblandt nikkel og kobber.

De London-noterede mineaktier Angloamerican og Fresnillo falder 1,9 pct. og 1,7 pct. og medvirker til at trække det toneangivende FTSE 100-indeks 0,4 pct. lavere.

På de øvrige store europæiske børser - den tyske og den franske - ligger de toneangivende indeks begge til en lille stigning på 0,1 pct.

Den tyske medicinalvirksomhed Merck er blevet opjusteret til "køb" af børshuset Berenberg og er med i toppen af det tyske marked efter en stigning på 1,1 pct.

Desuden stiger kemikoncernen Covestro med 3 pct. Bayer har solgt endnu en aktiepost på 9,4 pct. og nedbragt sin ejerandel til 31,5 pct. som led i den planlagte skilsmisse fra sin tidligere division.

Analytiker Peter Spengler fra DZ Bank vurderer over for Bloomberg News, at aktiesalget skete på vilkår, der vidner om god underliggende efterspørgsel på Covestro-aktien.

Største stigning blandt de 600 største europæiske selskaber tilfalder danske Lundbeck, der stiger 3,5 pct. og råder en smule bod på et samlet fald på over 16 pct., siden investordarling og topchef Kåre Schultz takkede ja til et topjob i israelske Teva Pharmaceutical Industries.

Europa Stoxx 600-indekset ligger ved 13-tiden til et fald på 0,2 pct.

/ritzau/FINANS

Jakob Dalskov

Tags:  Europa❯  Shares❯  Intraday❯ 

Strategier du kan handle

Navn
 
+/-(%)
 
Tid

 
0,00%
 
20/11/17

 
0,00%
 
01:40:01

 
-0,19%
 
20/11/17

 
0,00%
 
01:40:01

Social Copy trading - kopier handler fra ovenstående strategier så de eksekveres live på din egen konto.
Læs mere her.

 

Seneste nyheder