Europa/aktier: GN-rival og tre danske aktier går til bunds i vigtigt indeks
Schweiziske Logitech, der laver computerudstyr, er gået til bunds i tirsdagens handel på de europæiske børser, i kølvandet af sit regnskab for det forskudte tredje kvartal.
Også Topdanmark, Novo Nordisk og Zealand Pharma klarer sig skidt og ligger i top ti blandt de største fald i det paneuropæiske Stoxx 600-indeks.
Facit ved middagstid er et minus på 0,3 pct. til Stoxx 600.
GEVINSTHJEMTAGNING I LOGITECH
Logitech er foreløbigt dagens store skuffelse med et minus på 7 pct. Selskabet, der konkurrerer med GN's Audio-forretning, opjusterer ellers forventningerne efter et bedre end ventet udvikling i oktober, november og december.
Men aktien er tilsyneladende blevet ramt af gevinsthjemtagning, efter en fremgang på 34 pct. de foregående tre måneder.
Analytiker Jürgen Wagner fra finanshuset Stifel fremhæver opjusteringen, men bemærker også, at aktiens værdiansættelse var blevet for høj, skriver Bloomberg News.
På minussiden finder man også Topdanmark, der dykker 3,1 pct., efter sit regnskab for fjerde kvartal, der skuffede målt på bundlinjen.
Desuden taber Novo 2,9 pct., uden at der er decideret nyt fremme. Selskabet kommer dog med regnskab på onsdag i næste uge, så analytikerne er formentlig på tæerne i denne tid.
Oveni bringer Financial Times tirsdag en artikel om fedmemarkedet. Over for finansavisen peger topchef for Zealand Pharma, Adam Steensberg, på, at andre lægemiddelproducenter stadig kan "vinde" kapløbet på det hastigt voksende fedmemarked domineret af Novo Nordisk og Eli Lilly.
Zealand, der har sat flere rekorder i den senere tid, falder dog selv med 2,8 pct.
I samme branche falder det franske medicinalselskab Sanofi med 2,2 pct.. Selskabet har indvilliget i at købe det amerikanske biotekselskab Inhibrx i en handel, der løber op i 2,2 mia. dollar, svarende til 15 mia. kr.
På brancheniveau trækker medicinalbranchen også klart mest ned i Stoxx 600 med et samlet fald i sundhedsindekset på 1,3 pct.
Den største vinder i Stoxx 600-regi er tirsdag middag det tyske madleveringsselskab Hellofresh efter en løftet anbefaling hos Morgan Stanley, der samtidig spår en optur til aktien, skriver Bloomberg.
Morgan Stanley vurderer, at forholdet mellem risiko og afkast for aktien nu peger opad, og derfor hæver banken også anbefalingen til "overvægt" fra "ligevægt".
- Investorerne undervurderer færdigretters potentiale til at skalere yderligere i Nordamerika og ind i Europa, skriver Luke Holbrook, der er analytiker i Morgan Stanley.
.\\˙ MarketWire