Europa/aktier: It og materialer fører an i europæisk aktieoptur
Efter en hektisk onsdag med kursfald i Europa oven på Donald Trumps sejr ved præsidentvalget i USA er der faldet lidt mere ro på torsdag, hvor aktierne generelt revancherer sig på tværs af de europæiske børser.
Det brede europæiske Stoxx 600-indeks ligger ved 13-tiden 0,6 pct. højere efter et fald onsdag på 0,5 pct., hvor aktier, som investorerne frygter kan blive ramt af Trumps politik, stod for skud.
I torsdagens marked trækker it-aktier og selskaber inden for basale råvarer op med stigninger på ca. 1,9 pct., mens kommunikationsservice omvendt tynger med et minus på 0,9 pct.
Øverst i Stoxx 600 ligger den tredjestørste italienske bank, Banco BPM, med en stigning på næsten 10 pct., efter at det har lagt et købstilbud på kapitalforvalteren Anima Holding på 1,6 mia. euro.
Prisen på 6,2 euro per aktie repræsenterer en præmie på 7,8 pct. i forhold til lukkekursen for aktien onsdag. Torsdag middag ligger aktien i Anima 9,6 pct. højere i 6,30 euro.
Derudover er der store bevægelser i nogle af de regnskabsaktuelle selskaber.
Faldet til kommunikationsservice torsdag kan særligt tilskrives BT Group, som skuffende nedjusterede forventningerne til regnskabsåret, der løber frem til udgangen af marts.
BT Group-aktien falder 7,4 pct.
Stålgiganten Arcelormittal stiger på børsen i Paris derimod med 6 pct. efter sine tal for tredje kvartal, der overraskede positivt i forhold til analytikernes forventninger.
Daimler Trucks regnskab bliver også positivt modtaget af investorerne, der har sendt aktien op med 4,7 pct.
Kvartalstal fra det hollandske fintech-selskab Adyen imponerer derimod ikke umiddelbart investorerne, der har kvitteret med et kursfald på 7,8 pct.
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1185
- næste ›