Europa/aktier: Puma i største fald siden 2001 efter regnskab

Udgivet den 23-01-2025  |  kl. 12:13  |  

Den tyske sportstøjsproducent Puma er torsdag blevet sendt på en historisk nedtur efter et årsregnskab, der har cementeret Adidas som førende blandt de rivaliserende broderselskaber.

Blandt højdespringerne er kapitalfonden EQT, der med sit årsregnskab leverede over markedets forventninger.

Samlet er stemningen også forsigtigt positiv blandt de nationale indeks, og det brede fælleseuropæiske aktieindeks Stoxx 600 har kurs mod en lukkerekord med en stigning på 0,1 pct. til 528,32.

PUMA I STØRSTE FALD SIDEN 2001

Tyske Puma styrtdykker torsdag med 18,6 pct. til 34,08 euro efter at have fremlagt foreløbigt regnskab for fjerde kvartal. Her har Puma blandt andet igangsat omkostningsbesparende tiltag efter en skuffende udvikling.

De foreløbige tal for årets sidste kvartal viser et undervældende nettooverskud på 24 mio. euro mod ventet 54,5 mio. euro blandt analytikerne ifølge Bloomberg News.

Regnskabet får hårde ord med på vejen fra analytikerkorpset. Hos JPMorgan bemærker analytiker Olivia Townsend, at resultaterne er "svage", og hun betvivler samtidig gevinsten fra omkostningsbesparelserne.

Analytiker Adam Cochrane fra Deutsche Bank kalder både kvartals- og årstallene for "svagere end ventet både fra et omsætnings- og overskudsmæssigt perspektiv".

Regnskabet står samtidig i skarp kontrast til konkurrenten Adidas. De to selskaber var i sin tid stiftet af hver deres Dassler-bror, og ifølge Bloomberg News cementerer de to regnskaber nu Adidas' forspring.

EQT TOPPER EFTER REGNSKAB

Torsdag byder på kursplus til den svenske kapitalfond EQT, der er kommet mere end godkendt ud af 2024.

Kvartalet var ifølge Jefferies' analytiker Tom Mills det mest værdiskabende kvartal i tre år. Samtidig noterer han, at EQT's ledelse har øget sit fokus på at sælge ud af sine aktiver, hvilket "indkapsler aktiefortællingen".

EQT's justerede indtjening, overskudsgrad og ordinære nettooverskud var alle en spids over analytikernes forventninger ifølge Bloomberg News.

Aktien stiger 9,9 pct. til 381 svenske kr.

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  Europa❯  Shares❯  Intraday❯ 

Seneste nyheder