Europa/aktier: Teknologiaktier vinder frem med britisk softwareselskab helt i top
Aktien i den britiske softwarevirksomhed Sage Group ligger som den suveræne vinder i det europæiske Stoxx 600-indeks onsdag, efter at selskabet har præsenteret bedre end ventede årsresultater samt et aktietilbagekøbsprogram på 400 mio. pund.
Onsdag viser også en generelt positiv udvikling for de europæiske teknologiaktier forud for aftenens kvartalsregnskab fra verdens mest værdifulde selskab, Nvidia, som ses som et væsentligt stemningsbarometer for den teknologiske sektors skifte mod brugen af kunstig intelligens, AI.
Samtidig skriver nyhedsbueauet Reuters onsdag, at Den Europæiske Centralbank, ECB, har advaret om en mulig AI-boble, som kan briste pludseligt, hvis investorernes "rosenrøde forventninger" til AI-relaterede regnskaber ikke bliver indfriet.
Samlet viser de europæiske aktier gode takter onsdag, hvor Stoxx 600 stiger 0,3 pct. Undersektoren for teknologiaktier klarer sig bedst og stiger med 0,9 pct.
Dermed ser ugens negative tendens ud til at blive brudt onsdag, efter at markedet i flere dage har været præget af øgede geopolitiske spændinger. Bekymringerne kulminerede tirsdag, efter at den russiske præsident, Vladimir Putin, godkendte en opdateret atomdoktrin, få dage efter at USA gav Ukraine begrænset tilladelse til at bruge langtrækkende missiler på russisk territorium.
- På trods af tirsdagens knæfald for bekymringerne om Rusland og Ukraine, tror jeg ikke, at investorerne kommer til at smide al risiko, selv om verdensordenen har rykket sig, siger Danni Hewson, leder af finansiel analyse hos AJBell, til Reuters.
BRITISK SOFTWAREAKTIE BANKER OP
Den britiske softwarevirksomhed Sage Group flyver i vejret onsdag, efter at selskabet har kunnet vise bedre resultater for driften end ventet i sit helårsregnskab samt annonceret et tilbagekøbsprogram på 400 mio. pund, som svarer til 3,58 mia. kr.
De positive resultater har ligeledes ført til løftede kursmål hos storbankerne JPMorgan og Morgan Stanley til henholdsvis 1350 og 1395 pence.
Aktien topper Stoxx 600-indekset onsdag med en stigning på 19,1 pct. til 1282,50 pence.
FRANSK-ITALIENSK CHIPPRODUCENT UDSKYDER MÅL
Chipproducenten STMicroelectronics udskyder sit mål om at nå en omsætning på mindst 20 mia. dollar inden for tre år frem til 2030.
Det oplyser STMicro onsdag på selskabets kapitalmarkedsdag.
STMicro, som laver chips til blandt andet Apple og Tesla, er blevet ramt af en nedgang i ordrer fra kunder i bil-, industri- og elektronikindustrien og har tidligere nedjusteret indtægtsforventningerne til 2024 to gange i år.
Aktien falder med 0,9 pct. til 23,02 euro på børsen i Paris.
NOKIA STIGER PÅ INDISK MILLIARDORDRE
Aktierne i Nokia stiger onsdag efter meldingen om, at selskabet har fået en flerårig milliardordre til Indien.
Nokia skal levere 4G- og 5G-udstyr til flere indiske byer og delstater. Kunden er Bharti Airtel. Nokia har tidligere også leveret udstyr til Airtel og samarbejder med inderne i mere end to årtier.
Aktien handles onsdag 2,6 pct. højere på børsen i Helsinki i 4,07 euro.
.\\˙ MarketWire