Europa/lukning: Barclays og bilaktier trak op i grøn ugeafslutning

Udgivet den 23-10-2020  |  kl. 17:46  |  

Stærke takter fra særligt bilproducenter og banker sikrede fredag de europæiske aktier en god afslutning på en ellers svær uge.

Flere af de eksporterende selskaber - som eksempelvis bilproducenterne - var fortsat hjulpet på vej af en økonomisk genopretning i både Asien og USA, mens flere serviceselskaber var presset af det stigende antal tilfælde af coronavirus og deraf følgende restriktioner i mange lande.

Den tendens blev også bekræftet af foreløbige PMI-tal for oktober fra de største økonomier i Europa fredag. Her overraskede industrisektoren klart positivt, mens servicedelen skuffede.

- Der er modsatrettede kræfter på spil for øjeblikket. På globalt plan har man to hovedkilder til vækst i USA og Kina, som stadig er i gang med en genopretning, så dele af det europæiske marked gavnes stadig af styrken uden for Europa, siger Emmanuel Cau, der er chef for europæisk aktiestrategi hos Barclays, til nyhedsbureauet Reuters.

Samlet endte det dog i grønt. FTSE 100 i London steg 1,3 pct., CAC 40 i Paris gik 1,2 pct. frem, og DAX-indekset i Frankfurt steg 0,8 pct.

Blandt de absolutte lyspunkter var den britiske storbank Barclays, som steg med 7 pct. til 111,54 pence. Barclays leverede i tredje kvartal en væsentligt højere indtjening end ventet blandt analytikerne.

I bilsektoren var der positiv opmærksomhed til tyske Daimler, der opjusterede sine forventninger og steg 0,5 pct. til 48,20 euro.

/ritzau/FINANS

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Europa❯  Market Close❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder