Europa/lukning: Bekymrede investorer trak indeks ned - britisk byggefirma sendt pænt op
Investorerne kvitterede for, at det britiske byggefirma Vistry vil købe egne aktier, mens franske Hermes blev dumpet på bekymringen om, at kinesiske forbrugere køber for lidt.
Samlet set var der igen en lidt mismodig og afventende stemning på de europæiske børser, og det brede europæiske aktieindeks Stoxx 600 endte med et fald på 0,5 pct. torsdag. Og med dagens fald er indekset bakket alle ugens dage.
Stemningen var generelt lidt til den afventende side, da den amerikanske jobrapport, der for en måned siden skuffede markant og gav startskuddet til nogle turbulente dage på de globale finansmarkeder, lander fredag eftermiddag.
Amerikanske jobdata de seneste dage har ikke lige frem bragt de brede smil frem. Og Frank Øland, der er chefstrateg i Danske Bank, venter da også, at en skuffelse eller glædelig overraskelse i jobrapporten fredag sandsynligvis vil udløse en markant markedsreaktion.
- Vi vurderer fortsat, at arbejdsmarkedet i USA er rimeligt solidt. Efterspørgslen efter arbejdskraft køler gradvist af, men det er stadig ikke svært at få et job i USA. Indtil videre ligner det en blød landing med lidt lavere vækst end tidligere, skriver han i en kommentar.
Det blev Vistry, der tog topplaceringen torsdag i Stoxx 600 med et plus på 8,5 pct. på meldingen om et aktietilbagekøb på op til 130 mio. pund i et halvårsregnskab med fremgang.
Modsat endte Hermes og en række andre luksusbrand, tynget af nyheden om, at smykkeselskabet Tiffanys vil gøre sin butik i Shanghai markant mindre. LVMH, der ejer Tiffany & Co., har planer om at halvere butikken, der har en størrelse på lige under 1115 kvadratmeter.
Situationen understreger de svære markedsvilkår for luksusvaremærker lige nu.
Hermes faldt 6,4 pct., Brunello Cucinelli tabte 5,3 pct. på aktiekursen, og LVMH, der satte gang i kursfaldene, endte 3,6 pct. lavere.
DANSK KONCERN KØBER BRITISK MODETØJ
For den britiske modekæmpe Asos var det dansk påvirkning, der sendte aktien op. Modekoncernen har solgt en majoritetsandel af de to brands Topshop og Topman til danske Heartland, der også ejer Bestseller, og samtidig skaber de to parter et joint venture-selskab, der skal varetage varemærkerne fremover.
Asos-aktien steg med 18,1 pct.
.\\˙ MarketWire
Tags: Europa❯ Market Close❯ Shares❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1183
- næste ›