Europa/lukning: Faldende inflation bag stor interesse for britiske boligaktier
En lavere end ventet inflation i Storbritannien var onsdag med til at sende renterne nedad og de britiske bolig- og ejendomsrelaterede aktier opad.
Det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks lukkede onsdag med en stigning på 0,9 pct., hvilket også var slutfacit for det britiske Ftse 100-indeks.
Onsdagens inflationsopgørelse fra Storbritannien viste en uventet afmatning i væksten i forbrugerpriserne, hvor især et uventet stort fald i kerneinflationen var med til at øge forventningerne til en snarlig rentetop.
- Inflationsopgørelsen er gode nyheder for markederne, skriver strateg Susana Cruz fra Liberum ifølge Bloomberg News.
Landets centralbank, Bank of England, ventes trods den lavere end ventede inflation fortsat at hæve renten på torsdagens rentemøde, men det bringer en rentesænkning nærmere, vurderer strategen.
Inflationsopgørelsen sendte den britiske rente nedad, hvilket især gavnede boligentreprenører såsom Taylor Wimpey og Barratt Developments, der blev løftet med henholdsvis 5,6 og 4,7 pct.
En stribe af selskaber, der leverer mad og måltidskasser, steg til tops i Europa, efter en succesfuld børsnotering af det amerikanske leveringsselskab Instacart tirsdag aften.
Tyske Delivery Hero og Amsterdam-noterede Just Eat gik begge frem med 7,1 pct.
Den kinesisk ejede og svensk noterede personbilkoncern Volvo Cars endte helt i top med et plus på 7,3 pct., efter den 13. måned i træk med stigende bilsalg i Europa. I august blev væksten på 21 pct. - den højeste siden marts.
Noget atypisk var appetitten på risikoaktiver stor forud for en vigtig rentemelding, der onsdag aften ventes fra den amerikanske centralbank.
.\\˙ MarketWire
Tags: Europa❯ Market Close❯ Shares❯