Europa/lukning: Fire dage på stribe med fald - Vitrolife i dybet

Udgivet den 27-09-2022  |  kl. 17:57  |  

Hvad der så ud til at ende med et plus blev i det sidste kvarter af handelsdagen tirsdag vendt til et minus, og det brede europæiske aktieindeks Stoxx 600 faldt for fjerde dag i træk - tirsdag med 0,1 pct.

Faldet kom, da naturgasprisen tordnede i vejret tirsdag, efter at Rusland advarede om, at det kan blive nødvendigt at stoppe leverancerne af gas til Europa via Ukraine.

På selskabsniveau toppede fintech-selskabet Wise og madbestillingsselskabet Just Eat.

Wise, der laver pengeoverførsler, steg 13 pct., hevet frem af italienske Nexi, der kom med et bedre end ventet vækstmål for nettoindtægterne på omkring 9 pct. frem mod 2025, skriver Bloomberg News.

Nexi, der i en fusion med danske Nets i 2020 blev Europas største betalingsselskab, steg 2,5 pct.

Just Eat steg 11,7 pct., efter at det hollandske madbestillingsselskab meddelte, at det venter at generere en positiv EBITDA-indtjening i andet halvår. mod et underskud på 134 mio. euro i første halvår.

Bundskraberen i Stoxx 600 blev svenske Vitrolife, der producerer og sælger medicinsk udstyr.

Bank of America - Merrill Lynch kaldte aktien for "overvurderet." Og ifølge Bloomberg News har finanshuset indledt dækning med den negative anbefaling "underperform" og et kursmål på 110 svenske kr.

Aktien faldt 15 pct. til 165,20 svenske kr.

Ifølge finanshuset er der "meget lidt i horisonten," der kan retfærdiggøre en prispræmie i forhold til den øvrige sektor.

.\\˙ MarketWire

Charlotte Mackeprang

Tags:  Europa❯  Market Close❯  Shares❯