Europa/lukning: Kinesisk medvind trak Moncler op og Stoxx 600 i rekord

Udgivet den 27-09-2024  |  kl. 17:46  |  

Det italienske modehus Moncler fredag var ikke til at rokke ud af sin førerposition på det europæiske aktiemarked.

Den tocifrede fremgang fulgte en uge med nye hjælpetiltag fra Kina og en nyhed fredag om, at verdens største luksusvarekoncern, LVMH, har knyttet bånd med det italienske luksusmærke.

Fredag var der også nyt om inflationen i Spanien og Frankrig, der begge aftog mere end ventet. Sammen med en luksussektor i fremdrift bidrog det til et plus på 0,5 pct. til det fælleseuropæiske aktieindeks Stoxx 600, der kunne notere en lukkerekord i 528,08.

Udsigten til en håndsrækning til de kinesiske forbrugere fra Kinas regering agerede ugen igennem springbræt for luksusvareaktierne i Europa.

Blandt andet steg Louis Vuitton-ejeren LVMH alle ugens dage og kunne fredag notere et ugeplus på næsten 19 pct.

Med en stigning på 10,9 pct. til 57,74 euro var det dog Moncler, der klarede sig bedst.

Selskabet har fredag indgået en aftale med netop LVMH, der indirekte giver det franske selskab en mindre ejerandel i Moncler.

Med til vejrs var også britiske Burberry med et plus på 7,0 pct. til 710 pence i London, Hugo Boss med 6,1 pct. til 42,42 euro i Frankfurt og Gucci-ejeren Kering, der lukkede 6,3 pct. højere i 266,85 euro på børsen i Paris.

Den kinesiske regering har ugen igennem lanceret tiltag, der skal sætte skub i den økonomiske vækst efter længere tid med afmatning og frygt for mere. Tiltagene omfatter hjælp til ejendomssektoren, mere lempelige krav til bankerne og støtte til forbrugerne.

Blandt andet har regeringen frem mod friugen Golden Week uddelt rabatkuponer i udvalgte regioner for at få gang i forbruget.

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  Europa❯  Market Close❯  Shares❯