Europa/lukning: Moderate fald efter øget nervøsitet om renten

Udgivet den 25-02-2021  |  kl. 17:56  |  

De europæiske aktier blev torsdag presset tilbage, idet de hastigt stigende renter skabte nervøsitet blandt markedsdeltagerne.

Det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks lukkede med et fald på 0,4 pct. Det tyske DAX-indeks tabte 0,7 pct., mens det britiske FTSE 100-indeks tabte 0,1 pct.

De heftigt stigende råvarepriser, der satte ind i slutningen af 2020, hjalp mineselskabet Anglo American, der torsdag leverede et bedre end ventet regnskab.

Anglo American steg 4 pct., og generelt var der god efterspørgsel efter mineselskaberne med stigninger på 1,8 pct. til Rio Tinto og 2,6 pct. til Antofagasta.

Modsat skuffede det svenske medicoselskab Elekta med sit regnskab, og det blev straffet med et fald på 5 pct.

AB Inbev hang med et fald på 5,8 pct. også i bremsen, efter at bryggerigiganten leverede et skuffende regnskab for fjerde kvartal, hvor investorerne ifølge Citigroup især fokuserede på en forsigtig marginprognose.

Energiaktierne var godt kørende, idet oliepriserne steg til det højeste niveau i over et år.

Britiske BP steg med 2,3 pct., og franske Total endte 1,6 pct. højere.

Finansaktierne blev understøttet af de fortsatte rentestigninger, hvilket gav plusser på 1,5 pct. til HSBC og 4,3 pct. til Deutsche Bank.

Modsat faldt den britiske storbank Standard Chartered 6,2 pct. efter et regnskab, hvor investeringsdivisionen viste skuffende takter. Fremskridt i forhold til omkostningsbesparelser var også svagere end ventet.

/ritzau/FINANS

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Europa❯  Market Close❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder