Europa/middag: Cykliske aktier tromler igen frem i helt grønne indeks

Udgivet den 03-06-2020  |  kl. 13:14  |  

De europæiske aktier brager endnu en gang derudaf onsdag, hvor der fortsat synes at være fuld gang i sektorrotationen fra de mere sikre havne til cykliske aktier og andre mere risikobetonede aktiver.

Baggrunden er flere gode nyheder om genåbningen efter coronakrisen. Her er Kina, hvor virusudbruddet startede, i sagens natur længst fremme, og fra den kinesiske økonomi blev der onsdag præsenteret meget opløftende tal for maj.

PMI-tallene for servicesektoren og den samlede opgørelse røg i maj langt over det neutrale niveau 50, selv om økonomerne havde ventet et fortsat niveau under 50, og det indikerer, at økonomien er kommet hurtigt op i gear igen efter nedlukningen.

Samtidig melder Tyskland officielt om ophævelse af rejseforbud i hele EU samt Storbritannien Island, Norge, Liechtenstein og Schweiz.

- Da nedturen ramte, var der ikke noget fundamentalt problem i økonomien. Det hele skyldtes en enkeltbegivenhed, og der er ikke nogen grund til, at vi ikke kan komme meget stærkt tilbage, siger Randeep Somel, der er porteføljeforvalter hos M&G Investments, til nyhedsbureauet Reuters.

FTSE 100-indekset i London stiger først på eftermiddagen onsdag 1,3 pct., det tyske DAX-indeks stiger 2,4 pct., og CAC 40 i Paris går 2,1 pct. frem.

Samtidig stiger det brede paneuropæiske Stoxx 600-indeks 1,4 pct.

Bank- og forsikringsaktier er blandt de bedst præsterende, ligesom også cykliske sektorer som bilsektoren, oliesektoren og byggesektoren er med helt fremme.

Rejseaktier stiger også igen, efter at det er blevet klart, at tyskerne kan tage på ferie igen fra midten af juni. Den gruppe af aktier stiger med 2,1 pct., og det tyske rejseselskab TUI løftes 7,6 pct. til 5,50 euro.

I kridthuset er også det franske forsikringsselskab AXA, der ellers har valgt at skære lidt i sit udbytte som følge af coronakrisen.

Men ifølge finanshuset Bryan Garnier var det et "modigt" træk at skære i udbyttet i stedet for at udsætte det. Ifølge JPMorgan, der har den positive anbefaling "overvægt" af AXA, er justeringen i udbyttet også allerede regnet ind i kursen.

AXA stiger med 6,9 pct. til 18,45 euro på børsen i Paris.

/ritzau/FINANS

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Europa❯  Shares❯  Intraday❯ 

Relaterede nyheder