Europa/middag: Energi og teknologi driver Stoxx 600 mod fjerde dag i grønt
De europæiske aktiemarkeder ligger højere tirsdag eftermiddag, hvor energiselskaberne er i hopla forud for torsdagens Opec+-møde.
Det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks ligger tirsdag med en fremgang på 0,4 pct., hvilket er fjerde dag i træk i grønt.
Teknologiaktierne er godt kørende med et plus på 1,3 pct. for den indekstunge mikrochipudstyrsgigant ASML og 0,6 pct. for den franske it-koncern Capgemini.
Stemningen er god blandt it-aktierne som følge af mildere end frygtede amerikanske begrænsninger på kinesisk adgang til vitale chip- og AI-komponenter.
Olien stiger forud for et Opec+-forsyningsmøde torsdag og med markedet løftet af håb om, at Kinas ledelse vil godkende flere støtteforanstaltninger på et større møde i næste uge.
På den baggrund stiger energisektoren med 1,4 pct. med plusser på 2,5 pct. for den norske oliekoncern Aker BP og 2,1 pct. for britiske BP.
Hochtief stiger 6,5 pct., efter at Bank of America har hævet sin anbefaling for den tyske infrastrukturkoncern til "køb", idet finanshuset er positiv med hensyn til eksponeringen mod USA gående ind i 2025.
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1187
- næste ›