Europa/middag: Godt humør trodser bekymring over amerikansk stimulus

Udgivet den 20-11-2020  |  kl. 11:55  |  

De europæiske aktiemarkeder er præget af plusser over hele linjen ved middagstid fredag, hvor gode stigninger til aktierne i detail- og energisektoren er med til at opveje bekymringerne for ny støtte til den amerikanske økonomi.

Det britiske FTSE 100- såvel som det franske CAC 40-indeks stiger med 0,7 pct., mens det tyske DAX-indeks vinder frem med 0,5 pct. Det paneuropæiske Stoxx 600-indeks viser samme takter med en stigning på 0,7 pct.

Den amerikanske finansminister, Steven Mnuchin, sagde torsdag aften, at flere af pandemi-låneprogrammerne fra Den Amerikanske Centralbank (Federal Reserve) skal stoppe 31. december, hvilket har skabt splid mellem Trump-administrationen og centralbanken.

- De europæiske markeder er blevet en smule udmattede af 2020. Yderligere værdistigning vil kun ske, når der kommer flere midler ind på markederne eller gennem økonomisk stimuli, siger Keith Temperton, handler ved Forte Securities, til Reuters.

Thyssenkrup tager revanche med en stigning på 5,2 pct., efter at aktien har været på nedtur de sidste tre dage. Torsdag blev aktien sendt ned efter nyheden om, at industrikæmpen vil sløjfe 11.000 stillinger ud af omkring 103.500 i selskabet.

Den italienske Banco Bpm stiger med 4,0 pct. på børsen i Italien, efter en storaktionær i den konkurrerende bank BPER Banca har vist interesse for en fusion af de to banker.

Anderledes går det for softwareselskabet Sage Group, som sendes ned med hele 13,1 pct. på den engelske børs.

Faldet sker i kølvandet af meldingen om, at selskabet venter en vækst i omsætningen fra eksisterende abonnenter på mellem 3 og 5 pct. i 2021, hvilket er mindre end væksten i det igangværende regnskabsår.

/ritzau/FINANS

Frederik Kjærgaard Bonde

Tags:  Europa❯  Intraday❯ 

Relaterede nyheder