Europa/middag: Grønt med teleaktier i front efter schweizisk opkøb

Udgivet den 12-08-2020  |  kl. 13:44  |  

De europæiske aktiemarkeder ligger onsdag med moderat fremgang, hvor telesektoren bliver løftet efter et opkøbstilbud på schweiziske Sunrise, mens de britiske aktier får et solidt løft efter øgede håb om mere stimulus efter et kollaps i den britiske BNP-vækst.

Det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks ligger ved 13.40-tiden med en stigning på 0,4 pct. Det tyske DAX-indeks falder med 0,1 pct.

Det britiske Ftse-indeks bliver sendt op med 1,0 pct., idet investorerne fokuserer på tegn på genopretning i juni, efter et rekordstort fald i BNP på 20,4 pct. i andet kvartal.

Den britiske BNP-vækst blev på 8,7 pct. i juni sammenlignet med maj, hvor analytikerne ifølge Reuters ventede en vækst på 8 pct.

- Det var forventet, at Storbritannien ville være i recession. Men det faktum, at maj-tallet blev opjusteret og at juni-tallet var bedre end ventet, giver lidt opmuntring, siger Russ Mould, der er investeringsdirektør hos AJ Bell, til Reuters.

Den schweiziske telekommunikationsudbyder Sunrise Communications, som TDC solgte i 2010 for lidt over 18 mia. kr., stiger onsdag middag med hele 26,2 pct. til 108,80 schweizerfranc, hvilket gør aktien til den mest stigende i det brede Stoxx 600-indeks.

Stigningen kommer, efter at Liberty Global har aftalt at købe selskabet for 110 schweizerfranc per aktie i en aftale, der værdisætter det schweiziske selskab til 5 mia. schweizerfranc - svarende til 34,6 mia. kr.

Sunrises største aktionær, Freenet, stiger med 14,4 pct., og generelt bliver den europæiske telesektor understøttet af opkøbet med stigninger på 2,2 pct. til spanske Cellnex Telecom og 1,7 pct. til Swisscom.

Finansaktierne ligger i toppen af de 12 primære sektorer i Stoxx 600-indekset, hvor bankerne leder vejen drevet af øget risikolyst med stigende renter til følge og sektorrotation til valueaktier.

Britiske HSBC stiger med 3,5 pct., og franske BNP Paribas løftes med 2,0 pct.

Energiselskaberne ligger også med fremme, efter at olieprisen holder sig tæt på det højeste niveau i fem måneder.

Det giver blandt andet stigninger til Shell på 1,3 pct. og til norske Equinor på 1,1 pct.

/ritzau/FINANS

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Europa❯  Shares❯  Intraday❯ 

Relaterede nyheder