Europa/middag: Våbenaktierne vinder fortsat frem mens banksektoren står for skud
Våbenaktierne fortsætter mandag vinderstimen, mens banksektoren ligger underdrejet.
Helt i toppen af det brede europæiske aktieindeks Stoxx 600 ligger dog danske A.P. Møller-Mærsk med et plus på 3,6 pct., mens Novo Nordisk ligger i modsatte ende med et fald på 4 pct.
Samlet falder Stoxx 600 0,7 pct., hvor Novo er med til at trække ned på middagsnyheden om, at medicinalgiganten har præsenteret resultater for sit fase 3-studie Redefine 2 for Cagrisema. Her gav midlet 15,7 pct. vægttab efter 68 uger i et studie rettet mod overvægtige type 2-diabetikere, oplyser Novo i en meddelelse mandag.
Inden den landede lå Stoxx 600 i et minus på 0,4 pct.
Ellers er investorerne fortsat bekymrede over en eskalerende global handelskrig og dens potentielle indvirkning på den amerikanske økonomi, og der er ligeledes opstået tvivl om, hvorvidt verdens største økonomi kan glide ind i en recession, skriver Reuters.
VÅBEN I FOKUS
Våbenproducenterne fortsætter med at vinde terræn på udsigten til højere forsvarsbudgetter i Europa. Oprustningen kan resultere i en "usammenlignelig" høj indtjeningsvækst for våbenproducenterne over de kommende ti år, skriver Reuters.
Hos Berenberg venter analytikere, at Europas forsvarsbudgetter vil stige med 686 mia. dollar frem mod 2035, hvilket vil give en massiv indtjeningsvækst på mellemlang sigt, som ikke kan sammenlignes med de seneste 30 år, lyder det fra finanshuset.
Mandag middag stiger svenske Saab 1,9 pct., italienske Leonardo ligger med et plus på 1,1 pct., mens øvrige selskaber som franske Dassault Aviation, britiske Thales og Rheinmetall stiger op til 1 pct.
Modsat går det for banksektoren, der samlet falder 1,3 pct.
- Bankerne har ligget godt i en periode. Så det er nok i lyset af det, vi ser fald i dag, siger Mads Zink, der er chefhandler i Danske Bank.
Af de 47 bankaktier i sektoren i Stoxx 600, er det blot svenske Swedbank, der kan mestre et plus - på 0,2 pct. Den mest faldende bankaktie er Bank of Irland med et minus på 3,8 pct.
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1177
- næste ›