Eurozonen/Økonomer: Overraskende fald i inflationen

Udgivet den 19-09-2023  |  kl. 11:44  |  

Nye tal fra Eurostat viser en nedrevidering af forbrugerprisudviklingen i eurozonen i august til 5,2 pct. fra tidligere ventet 5,3 pct. og dermed peger pilen fortsat nedad, efter at inflationen toppede i oktober sidste år i 10,6 pct.

Det skriver cheføkonom Jeppe Juul Borre fra Arbejdernes Landsbank, der ser pæn sandsynlighed for yderligere fald i inflationen over de kommende måneder.

I sidste uge løftede Den Europæiske Centralbank renten for tiende gang på stribe, hvilket har bragt den ledende rente op i 4 pct. fra minus 0,5 pct. for godt et år siden.

Renteforhøjelsen ventes at være den sidste i denne ombæring, skriver ifølge Jeppe Juul Borre, der pointerer, at økonomien indtil videre har klaret sig nogenlunde fornuftigt til trods for de massive udfordringer med høj inflation, rentestigninger og stor økonomisk usikkerhed.

Der er dog svaghedstegn at spore, hvor de seneste tal for erhvervstilliden i eurozonen peger mod negativ vækst i tredje kvartal.

Den høje inflation og de kraftige rentestigninger har påvirket mange danske boligejere.

- Især boligejere med variabel rente på lånet er direkte ramt. For lidt over et år siden havde de fleste en rente i negativt territorium, men den er i dag steget til tættere på 4 pct., påpeger cheføkonomen fra Arbejdernes Landsbank.

Den første rentenedsættelse har ifølge cheføkonom Tore Stramer fra Danske Erhverv dog desværre lange udsigter.

- Som tingene ser ud nu, så skal vi helt hen til sommeren 2024 før en egentlige rentenedsættelse fra ECB kan komme på tale, vurderer Tore Stramer, der venter et relativt langsomt fald i inflationen mod målet på cirka 2 pct.

Danske Erhvervs cheføkonom venter derfor en periode med fortsat høje renter, hvilket særligt vil udfordre udviklingen på særligt boligmarkedet i omkring de største byer.

.\\˙ MarketWire

Jakob Due Jakobsen

Tags:  macro❯  Eurozonen❯ 

Seneste nyheder