Fed-direktør er gerne uenig med markedet om renten
John Williams, der er chef for den amerikanske centralbanks afdeling i New York, er ikke berørt af, at markedet er uenig med Federal Reserves synspunkter.
Det skriver Bloomberg News.
- Vi er ved neutral, sagde Williams torsdag ifølge Bloomberg News.
Den amerikanske centralbank ændrede i januar sin formulering i sin rentetekst om behov for "yderligere gradvise" renteforhøjelser til en "tålmodig" position, og i marts viste dot-plot-diagrammet med Fed-chefernes individuelle renteforventninger, at der er flertal for nul renteforhøjelser i 2019 mod to løft tilbage i december.
Markedet regner dog med meget stor overbevisning med rentesænkninger. Handelen med fed funds futures viser en sandsynlighed på mere end 98 pct. for en lavere rente i USA til december end de nuværende 2,25 til 2,50 pct. Samtidig er sandsynligheden på mere end 80 pct. for en rente der er mere end to sænkninger under det nuværende niveau, mens sandsynligheden er på 50 pct. for mindst tre rentesænkninger på 25 basispoint hver.
Tirsdag åbnede centralbankens formand, Jerome Powell, dog op for en mulig renteforhøjelse ved at notere sig de tiltagende usikkerheder på grund af handelskrigen og ved at slå fast, at banken vil agere "passende" for at sikre væksten.
Mandag åbnede James Bullard, chef for afdelingen i St. Louis, også op for en rentesænkning for at øge inflationen og inflationsforventningerne i USA og som en forsikring af den økonomiske vækst.
Inflationen i USA faldt i marts til 1,6 pct. fra 1,9 pct. i december målt på PCE Core, der er Federal Reserves foretrukne måling af prisudviklingen. Bankens mål er en inflation på 2,0 pct. om året.
/ritzau/FINANS