Fed-direktør ser renten i USA som "moderat" lempelig

Udgivet den 06-11-2019  |  kl. 23:06  |  

John Williams, chefen for den amerikanske centralbanks vigtige afdeling i New York, vurderer, at Federal Reserves ledende rente efter tre nedsættelser nu er "moderat" lempelig og øger væksten i den amerikanske økonomi.

- Pengepolitikken er moderat lempelig, sagde John Williams i forbindelse med en begivenhed hos avisen The Wall Street Journal, i New York, skriver Bloomberg News.

Den konklusion skal ifølge John Williams ses i lyset af de faktorer, som i den globale økonomi medfører lavere vækst, og fordi inflationen er under målet for centralbanken på 2 pct. om året. Samtidig vurderer han, at den lave arbejdsløshed ikke skaber inflation.

- Folk forventer, at inflationen vil forblive lav, og jeg tror, det er en faktor, som holder inflationen nede.

Onsdag viste en opgørelse, at produktiviteten uden for landbruget i tredje kvartal faldt med 0,3 pct. mod en ventet stigning på 0,9 pct. og sammenlignet med et plus på 2,3 pct. i andet kvartal. Den negative overraskelse rystser dog ikke New York-chefen.

- Mit syn på produktiviteten er, at den har været oppe og nede fra år til år. Det afspejler styrken i BNP i den specifikke kvartal. Så jeg tager ikke et stort signal fra et kvartals produktivitet eller et kvartals data, lød det.

I tredje kvartal voksede den amerikanske økonomi med 1,9 pct. i forhold til andet kvartal. det var højere end de ventede 1,6 pct.

/ritzau/FINANS

Sten Blindkilde

Tags:  macro❯  USA❯ 

Seneste nyheder