Fed-direktør ser renterne det rette sted - det viser rentekurven

Udgivet den 05-11-2019  |  kl. 23:10  |  

Robert Kaplan, der er chef for den amerikanske centralbanks afdeling i Dallas, mener, at renten i USA nu er, hvor den skal være, efter at Federal Reserve på de tre seneste møder i træk har sænket sin ledende rente med 0,25 pct.point til nu 1,50-1,75 pct.

Den stejlende rentekurve er ifølge Fed-chefen et tegn på det samme.

- Jeg har det bedre med en mere normalt formet rentekurve, sagde Robert Kaplan, ifølge Bloomberg News.

Kaplan har tidligere advaret om, at det var et faresignal om, at den toneangivende rente var for høj, da den lå over hele den amerikanske rentekurve - og altså også over renterne på 30 og 10 års sigt.

- Så da vi nu har en tiårig i 180'eren og en toårig i 160'erne - meget mere på linje med fed funds rate - mener jeg, det igen forstærker for mig, at vi formentlig har en passende position på fed funds rate nu.

Den tiårige rente er nu i 1,85 pct. i sit højeste siden midten af september. Rentekurven, forskellen på den toårige og den tiårige rente, er stejlet til omtrent 23 basispoint, og man skal tilbage til juli for at finde rentekurven tilsvarende højt oppe.

Kaplan noterede sig samtidig i en tale i Dallas også, at den amerikanske forbruger stadig har det rigtig godt, mens han holder øje med, om svaghed i den globale økonomi siver ind i den amerikanske. En recession er han imidlertid ikke bekymret for.

- Jeg tror stadig, det er usandsynligt, sagde han.

Samtidig advarede Dallas-chefen mod negative renter. Næsten en fjerdel, 23 pct., af de globale gældsudstedelser har renter under nul, og det bør være en blinkende rød lampe for de pengepolitiske beslutningstagere. Risikoen er, at centralbanker, herunder ECB, forsøger at gøre for meget, mener Kaplan, da det skaber overdrevne tilstande og forvridninger.

/ritzau/FINANS

Sten Blindkilde

Seneste nyheder