Fed-direktør: Trump og centralbanken har sat økonomi i farlig position
Neel Kashkari, der er chef for den amerikanske centralbank i Minneapolis, giver to faktorer skylden for, at den amerikanske økonomi ikke vokser mere. Den ene er præsident Trumps handelskrig. Den anden er Federal Reserves eget renteniveau.
Det fortæller han til Washington Post.
- Jeg er bekymret for, at vi unødvendigt har løftet renterne gennem de seneste tre år og dermed sat økonomien i en farligere position, som gør den mere sårbar over for chok, der kan ramme os, siger Neel Kashkari til avisen.
- Hvorfor forsøger vi at få økonomien til at trække sig sammen?
Federal Reserve sænkede i sidste uge sin toneangivende rente, fed funds rate, med 0,25 pct.point til intervallet mellem 1,75 og 2,00 pct., men Kashkari ønsker sig, at renten var et godt stykke under 1,50 pct. for at stimulere den økonomiske vækst.
Han talte da også for en større rentesænkning på sidste uges rentemøde, og han vil ifølge Washington Post argumentere for en "betydelig" reduktion i renten senere i år.
- Jeg kan let se en rente 50 basispoint lavere end i dag, forklarer han til Washington Post.
- Jeg håber ikke, vi ender tilbage ved nul.
Neel Kashkari har i 2019 ikke stemmeret i renteudvalget, men han vil være en af de ti, som får lov at bestemme i 2020.
USA's præsident, Donald Trump, har gennem mere end et år kritiseret Federal Reserve for først at hæve sine rente for meget og dernæst for at sænke den for lidt og for langsomt. Neel Kashkari, som ser en ildevarslende fald i den amerikanske jobskabelse nu i forhold til for et år siden, peger dog også fingeren ad Donald Trump selv. Og hans handelskrig, som er den "store elefant" i rummet.
- Jeg ser en tiltagende risiko. Det er så svært for mig at spå, om der kommer nogen form for handelsaftale, og vil en aftale være en reel aftale, eller vil det bare være af navn. Jeg ved det ikke. Det fortsætter med at være en stor usikkerhed.
I sidste uge, da Federal Reserve sænkede renten, var det med syv stemmer for nedsættelsen på 25 basispunkter. Et af renteudvalgets medlemmer, James Bullard fra Federal Reserve i St. Louis, ønskede ligesom Kashkari en dobbelt så stor reduktion i renten, mens to stemte for en uændret rente.
Flertallet var altså ikke for en aggressiv sænkning, da indtrykket i centralbankens ledelse er, at det går ganske fornuftigt for den amerikanske økonomi, som stadig vokser med omkring 2,0 pct. Kashkari advarer dog om, at det er for sent, hvis man venter på at kunne konstatere, at økonomien er i problemer.
- Hvis vi er helt sikre på, at økonomien bremser op, og at vi er på vej ind i en recession, så er det for sent. Vi vil gå i recession.
Rentesænkningen i sidste uge var den anden i 2019. Første gang var i forbindelse med rentemødet i juli, og det var samtidig den første rentesænkning fra banken siden 2008. I mellemtiden nåede banken at gennemføre en stramningscyklus på ni renteforhøjelser af hver 0,25 pct.point i perioden fra december 2015 frem til og med december 2018.
/ritzau/FINANS
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1185
- næste ›