Finanshus anbefaler at shorte S&P 500 og købe Apple

Udgivet den 28-01-2013  |  kl. 15:09  |  

Finanshuset Oppenheimer anbefaler at shorte S&P 500-indekset og samtidig at købe ('gå lang i') Apple-aktier, idet stigningen i S&P 500-indekset og andre store indeks er uholdbar og manglen på volatilitet er et tegn på for høj tillid. Det skriver Bloomberg News med henvisning til en analyse af analytiker Cater Worth, der har speciale i teknisk analyse.

Apple-aktien indikeres 0,4 pct. lavere i det amerikanske førmarked til 437,98 dollar, og analytikeren ser muligheder for at aktien kan stige op til 525 dollar. Samtidig stiller han spørgsmål til om det er tid til at købe eller sælge efter stigningen på 11,0 pct. i S&P 500-indekset over de seneste to måneder eller 65 pct. annualiseret.

Anbefalingen på Apple-aktien er til gengæld sænket til neutral fra outperform hos finanshuset Robert Baird, der også har sænket sit kursmål til 465 dollar fra 570 dollar. Finanshuset er blevet mere usikker på flere risici på kort sigt, især konsensusestimaterne, som fortsat er for høje.

Udgivet af: NPinvestordk