Fleksibel arbejdstid breder sig i industrien
København--13. september--NetPosten--Dansk Industries road show med fokus på fleksibel arbejdstid trækker lige nu fulde huse, fremgik det mandag af ugemagasinet Industrien. Møderne peger på en stærkt stigende interesse blandt virksomhederne for at få smidiggjort deres produktionsplanlægning via fleksibel arbejdstid.
Begrebet fleksibel arbejdstid blev indskrevet som en frivillig del i industriens lokale overenskomstaftale fra foråret 1998 og er nu for alvor ved at brede sig på virksomhederne.
Successen for fleksibel arbejdstid er betinget af de danske virksomheders stigende internationalisering og tættere integration i de internationale produktionskæder.