Flere er såret under knivangreb på shoppinggade i Haag
Adskillige personer er fredag aften blevet såret under et knivangreb i den hollandske by Haag.
Det oplyser politiet ifølge nyhedsbureauet Reuters.
- Knivstikkeri med adskillige sårede i Grote Markstraat i Haag, lyder det i en meddelelse fra politiet i Haag på Twitter.
Angrebet skal have fundet sted i et shoppingkvarter i den hollandske storby.
Det hollandske medie NOS skriver, at angrebet fandt sted i stormagasinet Hudsons Bay. Det er dog endnu ubekræftet.
Hollandsk politi har tilsyneladende iværksat en jagt på gerningsmanden.
Politiet skriver i en separat besked på Twitter, at man i øjeblikket søger en mand på mellem 45 og 50 år efter knivangrebet.
Han beskrives med et hollandsk udtryk, der ofte bruges om folk med nordafrikansk afstamning, skriver Reuters.
Politiet oplyser i øvrigt, at manden er iført et tørklæde og en grå joggingdragt.
Hollandske medier viser billeder af store grupper mennesker, der er samlet bag politiets afspærringer i den centrale del af byen.
Talsmand for politiet i Haag Marije Kuiper siger ifølge The Guardian, at det endnu er usikkert, hvorvidt episoden er terrorrelateret.
Det er fortsat meget sparsomt med bekræftede oplysninger om angrebet.
Området, hvor angrebet skal have fundet sted, er fredag aften tæt befolket, da black friday har tiltrukket mange shoppende hollændere.
Både politi og redningsmandskab er tilkaldt til gerningsstedet, oplyser politiet i en meddelelse.
/ritzau/