Flere erhvervsfolk bliver stofmisbrugere
Man kan godt have et godt job og en høj social status, selv om man er stofmisbruger. Faktisk kommer der flere og flere af slagsen, siger overlæge Henrik Rindom, der i mange år har arbejdet med stofmisbrugere. Han har haft godt 30 erhvervsfolk i behandling på Stofrådgivningen inden for de seneste fire år, skriver Jyllands-Posten.
- Jeg oplever flere og flere, der har et godt job på trods af deres misbrug. De fleste af dem har penge, og de står jo ikke selv på gadehjørnet og køber stofferne, det får de andre til. Det er fortvivlende at tænke på, for vi skal helst have fat på dem, inden de bliver fyret, så de undgår en social deroute. Vi skal af med misbruget, ikke med misbrugeren.