Flere huse på markedet i hovedstaden

Udgivet den 07-05-2017  |  kl. 06:00  |  

Er du på jagt efter et hus i hovedstadsområdet, har du nu fået lidt flere valgmuligheder. Nye tal fra Boligsiden.dk viser, at udbuddet af villaer og rækkehuse i Region Hovedstaden er steget 6,5 procent fra marts til april måned. Det er den største stigning i samtlige regioner, der dog kan bryste sig af grønne tal over hele linjen.

Lige nu er der over 5.500 huse i hovedstaden, der mangler en køber, hvilket er 350 flere end i ultimo marts. Sammenlignet med april måned sidste år er der omvendt sket et fald i udbuddet, ikke kun i området omkring København, men i hele landet.

"Årsagen til faldet er ikke, at lysten til at sælge er blevet mindre siden sidste år, men derimod at salget har været særdeles godt. Fordi boligerne har skiftet hænder ganske hurtigt, har det påvirket det samlede udbud det seneste år. Hovedstaden er en af de regioner, der har oplevet det mindste fald på blot -1,1 procent, og det vidner om, at udbud og salg har været nogenlunde på niveau, hvilket er positivt taget det høje antal af nye udbudte huse i betragtning," siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk.

Lige nu er der i alt 37.500 huse til salg i Danmark.

Udbud april 2017: Villa & rækkehuse

  Antal boliger Ændring siden marts 2017 i pct. Ændring siden april 2016 i pct.
Hele landet 37.520 3 % -2,5 %
Region Hovedstaden 5.515 6,5 % -1,1 %
Region Midtjylland 9.556 2,1 % -1,7 %
Region Nordjylland 5.566 1,4 % -2,4 %
Sjælland 6.629 4,3 % -0,9 %
Region Syddanmark 10.254 2,1 % -5,1 %
Udgivet af: Boligsiden

Tags:  Bolig❯