FLS/Kobber stiger efter vækst i kinesisk PMI
Prisen på kobber stiger efter onsdagens markante fald, idet en stærkere vækst i den kinesiske PMI-erhvervstillid for industrien øger forventningerne til efterspørgslen. Prisen på kobber stiger 0,8 pct. til 3,87 dollar per pund. En højere pris på kobber giver mineselskaberne større incitamenter til at starte nye miner eller udvide eksisterende miner, hvilket dermed kan komme FLSmidth, som producerer mineudstyr, til gode.
Den kinesiske PMI-erhvervstillid for industrien steg for tredje måned i træk og landede på 51, hvilket også overgik analytikernes forventning, skriver Bloomberg News. Kina er verdens største forbruger af kobber.
Analytiker hos Commerzbank, Daniel Briesemann, udtaler til Bloomberg News, at væksten i PMI-opgørelsen peger på et opsving i den økonomiske aktivitet i Kina, og derfor på højere priser på metallet. Han peger også på udbudsproblemer, hvor tal offentliggjort onsdag for kobberproduktionen i Chile viste et fald på 22 pct. i februar i forhold til januar.
Yderligere har den London-noterede minekoncern Kazakhmys også positive forventninger til efterspørgslen efter det røde metal., og selskabet skriver, at udbuddet efter kobber er stramt, nye depoter er svære at udnytte og kobber er vigtigt for økonomisk udvikling.
- Selskabet er meget positiv på fremtidsudsigterne for metallet, sagde koncernchef Oleg Novachuk for Kazakhmys på pressemødet i forbindelse med dagens regnskabsaflæggelse.