FLS/SHB: Stort ordrefald peger på svagt tredje kvartal

Udgivet den 07-10-2013  |  kl. 09:21  |  

FLSmidth-aktien er den suverænt dårligst præsterende aktie i C20 Cap-indekset i 2013, hvor ingeniørpapiret er dykket med mere end 10 pct. og sammen med Novo Nordisk er eneste aktie i tilbagegang i det fine selskab.

Men der kan komme yderligere pres på aktien på kort sigt efter et tredje kvartal, der efter alt at dømme har været utrolig svagt - særligt på grund af en forsvindende lav ordreindgang.

Sådan lyder vurderingen fra Handelsbanken, som derfor sænker sit kursmål for FLSmidth til 358 kr. fra tidligere 370 kr., mens den positive anbefaling "akkumuler" dog fastholdes.

Handelsbanken hæfter sig ved, at FLS ikke har offentliggjort en eneste ordre, hvor ordreværdien er kendt. Dermed skal de ikke annoncerede ordrer udgøre en markant større del af kagen, end tilfældet normalt er, hvis ikke tredje kvartal skal skuffe på den front.

- Dermed tyder alt på, at tredje kvartal bliver svagt. Vi venter således et fald i ordreindgangen på 34 pct. i forhold til samme kvartal sidste år. Vi vurderer, at markedet endnu ikke fuldt ud har inddiskonteret, at tredje kvartal bliver svagt. Der er dermed risiko for, at FLS-aktien fortsat vil være under pres på kort sigt, skriver Handelsbanken i sin morgenrapport mandag.

FLSmidth-aktien falder med 0,7 pct. til 288,20 kr. mandag morgen. År til dato er aktien faldet med knap 12 pct.

/ritzau/FINANS

Mikkel Brix Kvols +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder