Foot Locker åbner med kursspring efter uventet fremgang

Udgivet den 10-08-2020  |  kl. 15:39  |  

Aktien i den amerikanske skodetailkæde Foot Locker brager i vejret med 4,7 pct. fra åbningen mandag.

Det sker efter et foreløbigt regnskab for det forskudte andet kvartal, hvor genåbning af selskabets butikker har drevet væksten mere frem end ventet.

Det skriver Dow Jones Newswires.

Den positive melding er også med til at trække sportsudstyrsproducenterne med op, herunder Nike, som har startet ugens handel med et plus på 1,8 pct.

Foot Locker melder om en vækst i det sammenlignelige salg på cirka 18 pct. i andet kvartal, hvor analytikerne adspurgt af Factset ventede et fald på 23,6 pct.

Den justerede indtjening per aktie ventes i andet kvartal endvidere at lande på 66-70 cent, hvor analytikerne ifølge Factset ventede et tab på 60 cent.

- Vi fortsatte med at genåbne butikker i løbet af kvartalet og så en stærk kundereaktion på vores sortiment, som vi mener blev hjulpet af tilbageholdt efterspørgsel og effekten af myndighedernes stimulustiltag, siger koncernchef Richard Johnson ifølge Dow Jones Newswires.

/ritzau/FINANS

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯ 

Relaterede nyheder