Fredagens aktier: Flertal af grønne aktier men Pandora og Novo trak C25 i rødt

Udgivet den 14-02-2025  |  kl. 17:09  |  
Arkiv: Foto

Ambu og Mærsk-aktierne sejlede i front i fredagens aktiemarked, mens Pandora lå tungt i bunden og havde følgeskab af blandt andet Bavarian Nordic og Novo Nordisk. Der var ikke selskabsspecifikt nyt til Ambu, Bavarian, Novo og Pandora, mens Mærsk trods modvind fra faldende fragtrater steg.

Den generelle stemning på det danske aktiemarked var blandet fredag, hvor der var stigninger i 17 af de 25 aktier, men hvor det samlede indeks fald 0,1 pct. til 1787,96 som følge af fald i nogle af de tunge aktier. Ved dansk lukketid var der generelt ude i Europa også en negativ stemning. Det brede Stoxx 600-indeks lå ved dansk lukketid 0,3 pct. lavere end torsdag.

Markedet virkede ikke skræmt over endnu en samling toldtrusler - denne gang på import af biler, halvledere og medicin - som USA's præsident, Donald Trump, torsdag varslede.

- Det, at der nu er en kattelem til 1. april og en mulighed for at forhandle med de forskellige lande frem til perioden, anses for at være positivt. Fra de globale toldtrusler er vi nu henne i noget mere konkret mod de enkelte lande, hvor Trump vil have ensartede toldsatser over for hinanden. Med aktiebriller er det lidt positivt, vurderede senioraktiehandler i Jyske Bank Martin Munk over for MarketWire.

NOVO I RØDT FOR SJETTE DAG I TRÆK

Novo Nordisk har i den forgangne uge været under et gevaldigt pres på den danske børs, hvor aktien alle ugens dage har slået bak. Faktisk endte aktien for sjette handelsdag i træk i rødt, hvilket løber op i et samlet fald på tæt på 12 pct. Torsdag i sidste uge endte Novo-aktien i 635 kr., mens den fredag lukkede med et fald på 1,5 pct. i 557,40 kr.

Forklaringen skal ifølge Sydbanks senioranalytiker Søren Løntoft Hansen findes i den usikkerhed, som USA's præsident, Donald Trump, har skabt med sine gentagne trusler om told på varer fra udlandet. Tidligere på ugen varslede Donald Trump, at USA blandt andet ville indføre told på medicin, og torsdag gentog præsidenten det budskab.

En anden medvirkende årsag er ifølge Bloomberg News en reklame ved dette års Super Bowl, hvor kopimedicinproducenten Hims & Hers reklamerede for en kopi af Novos vægttabsmiddel Wegovy.

Bavarian Nordic faldt 1,0 pct. til 171,10 kr. Vaccineproducenten afventer nyt fra USA, hvor lægemiddelstyrelsen FDA ventes at træffe beslutning om eventuel markedsføringstilladelse af Bavarians vaccine mod chikungunyavirus.

Allernederst i C25 endte Pandora uden selskabsspecifikt nyt, men prisen på sølv, som er smykkeselskabets største råvare, steg for tredje dag i træk.

Pandora faldt 4,4 pct. til 1261 kr.

MÆRSK TRODSEDE RATEDYK

I den positive ende af C25 sejlede Mærsk fredag fra skidt ratenyt fra Kina og endte i toppen af C25 kun overgået af Ambu.

SCFI-indekset viste et dyk i spotraterne på containerfragt på 7,3 pct. til 1758,82 for ugen. Det er femte uge i træk med fald. Samme udvikling kunne konstateres torsdag, hvor World Container Index slog bak for ligeledes femte uge i træk.

Trods det steg Mærsks B-aktie med 2,7 pct. til 12.100 kr.

Genmab fortsatte desuden de positive takter efter sit regnskab sent onsdag, der bød på positiv læsning for investorerne. Til gengæld udestår stadig det store spørgsmål, om partneren Johnson & Johnson vil gøre brug af sin option på Genmabs middel Hexabody-CD38.

Aktien steg 0,9 pct. til 1504 kr. efter et plus på 8,5 pct. torsdag.

.\\˙ MarketWire

Claus Mikkelsen

Tags:  Danmark❯  Market Close❯  Shares❯ 

Seneste nyheder

06:36 Japansk inflation stiger fortsat i langt højere tempo end centralbankens mål
06:32 Asien: Investorerne sværmer om Hongkong-aktierne
06:32 Valuta: Dollargevinsten fra Trump-effekten fordampet
06:32 USA/T-bond: Lange rente faldt efter skuffende nyheder
06:32 USA/lukning: Walmart-skuffelse trak aktier ned - men Nvidia, Apple, Microsoft steg
06:30 Kalender med link - fredag den 21. februar
17:54 Europa/lukning: Carrefour blev ekspederet mod udgangen efter trist prognose i rødt marked
17:18 Torsdagens obligationer: Renten faldt let på dag med taler og vigende nøgletal
17:14 ISS belønnet med tredjestørste stigning nogensinde oven på stærkt årsregnskab
17:05 Torsdagens aktier: ISS i tredjestørste stigning nogensinde mens Cbrain blev straffet
16:22 Europæisk forbrugertillid voksede mere end ventet
15:45 Amazon køber rettigheder til James Bond
15:41 USA/åbning: Amerikanske aktier dykker fra rekord - Walmart og Palantir sendes ned
14:25 Genmab får godkendt kræfthåb til endnu en lymfekræftform i Japan
14:22 USA/tendens: Amerikanske aktier bakker minimalt fra rekord efter ny usikkerhed
14:07 Rovsing er ramt af forsinkelser hos kunder: Overvejer salg af nye aktier
13:10 Amerikansk detailkæmpe skuffer med prognosen: Aktien sendes kraftigt ned
13:05 Europa/aktier: Carrefour ekspederes mod udgangen efter trist prognose - ISS trækker op
12:36 Carrefour slås tilbage til 2020 efter "trist" prognose for 2025
12:25 Obligationer/middag: Renter handler sidelæns før tillidstal og flere taler