Fredagens aviser med Alm. Brand, Carlsberg og Spar Nord

Udgivet den 01-11-2019  |  kl. 06:32  |  

BØRSEN

ALM. BRAND-TOPCHEF FYRET EFTER 18 ÅRS DØDVANDE

Under Søren Boe Mortensens periode som topchef i Alm. Brand har aktien haltet langt efter konkurrenterne. Rivalen Topdanmark er steget 18 gange mere i samme periode. Fyringen giver Søren Boe Mortensen 30 mio. kr., mens aktionærerne jubler. (Forside, side 10)

COOP SATSER PÅ AT SÆLGE VIN FOR 250 MIO KR ÅRLIGT ONLINE

Coop-koncernen skyder nu millioner i en satsning om at blive landets største onlineforhandler af vin. En rugekasse for kunder til os, siger en konkurrent. (Side 8)

SPIES STÅR I EN STÆRKERE POSITION MED NYE EJERE

Danmarks største rejseselskab, Spies, er kommet tilbage på nordiske hænder, og kan nu vende tilbage til det nordiske fokus med et trygt og langsigtet ejerskab. (Side 12)

CARLSBERG HAR SVÆRT VED AT FINDE SELSKABER TIL SALG

Carlsberg har købt den resterende andel af et bryggeri i Cambodia. Men bryggeriet har midlerne til flere opkøb, hvis muligheden byder sig, siger topchefen. (Side 14)

EJENDOMSGIGANT SATSER STORT PÅ GRØN STRØM FRA SOLCELLER

Ejendomsforvalteren Nrep og Danmarks Grønne Investeringsfond står bag landets største solcelleportefølje på taget af 144.000 kvm logistikcentre. (Side 18)

SPAR NORD LANDER STÆRKT REGNSKAB

Spar Nord-direktør Lasse Nyby er glad for den gode indtjening efter årets tre første kvartaler. Der er dog ikke udsigt til, at de gode resultater fortsætter i al fremtid. (Side 20)

BERLINGSKE BUSINESS

BØRSNOTERING SKAL STYRKE ASTRALIS I GLOBAL MILLIARDINDUSTRI

Gruppen bag et af verdens bedste e-sportshold, danske Astralis, styrer som den første e-sportsvirksomhed mod børsen allerede i år. Målet er at sikre kapital til at ekspandere og forblive en ledende spiller på et globalt milliardmarked i voldsom vækst. Analytikerne har blandede forventninger til aktien. (Forside, side 8-9)

KAPITALFONDS HISTORISKE KØB AF ISS VAR SKJULT FIASKO

Det store køb af en af Europas største arbejdsgivere - ISS - i 2005 endte langtfra som planlagt for den svenske kapitalfond EQT. Nye beregninger fra to studerende på CBS viser, at den svenske kapitalfond har haft langt mindre at smile ad, end de offentlige udtalelser ellers kunne tyde på. (Side 4-5)

AMAGERBANKEN-LEDELSE FÅR REGNING PÅ 34 MIO. KRONER FRA STATEN

Staten har lagt millioner ud for advokatbistand til Amagerbankens forhenværende ledelse, og de penge skal nu falde. Tidligere S-borgmester på Amager er ruineret. Alene renterne overstiger hans pension. (Side 11)

JYLLANDS-POSTEN ERHVERV

PRISEN PÅ SVINEKØD STIGER LODRET, MEN PRISDYK LURER FORUDE

Udbruddet af svinepest i Kina har forgyldt danske svineproducenter og fået prisen på svinekød til at stige lodret. Bagsiden af medaljen er, at andre svineproducenter vil skrue produktionen i vejret, og forbrugerne vil søge mod andre typer af fødevarer. (Forside, side 6-7)

CARLSBERG GÅR TIL MODANGREB PÅ RUSSISK ØLMARKED

Carlsbergs topchef vil sætte en bundprop i de hastigt forsvindende markedsandele på det barske russiske marked. Også selv om det kommer til at koste et trecifret millionbeløb på bundlinjen. (Side 4)

SPAR NORDS UDLÅN BOOSTES AF KOMMUNER

Spar Nord har øget bankens forretning med landets kommuner, efter at den er blevet udnævnt som systemisk vigtig bank. Udlånet vokser i alt 7 pct., viser regnskabet for årets første ni måneder af 2019. (Side 10)

TRE FAVORITTER TIL FORMANDSSTOLEN I FORSIKRING & PENSION

Brancheorganisationen Forsikring & Pension skal have ny formand efter fyringen af topchefen for Alm. Brand. (Side 11)

SORT FLSMIDTH ER PISKET TIL AT BLIVE GRØN

Ingeniørkoncernen FLSmidth skal omfavne den cirkulære økonomi for at skabe en modvægt til de klimakritiske kernekunder. (Side 16)

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer

Seneste nyheder