Fredagens aviser med ISS, Matas og Netcompany

Udgivet den 05-11-2021  |  kl. 06:42  |  

BØRSEN

DAGROFA I HISTORISK STOR MILLIARDOFFENSIV

Dagrofa går nu i offensiven med deres største investering nogensinde efter otte år med blødende bundlinjer og krisestrategi. 1,1 mia. kr. er afsat til blandt andet nye butikker, og detailkoncernen satser på den gode kundeoplevelse i stedet for discount. (Forside, side 6-7)

SPAR NORD-TOPCHEF STIKKER TIL KOLLEGAEN I JYSKE BANK

Jyske Banks Anders Dam mener, at et banksalg kan blive en konkurrencesag. Det afviser Spar Nord. (Side 2)

TOPCHEF VIL ACCELERERE COLOPLAST

Pandemien har givet lidt modvind, men topchef Kristian Villumsen tegner et billede af øget vækst på lang sigt for medikokoncernen. (Side 4)

NYKREDIT BLIVER STADIGT STØRRE PÅ REALKREDITMARKEDET

Nykredit tjente 15 pct. mere i tredje kvartal og har igen øget sin markedsandel på det danske realkreditmarked. (Side 12)

TRODS BEDRING VIL ISS IKKE TALE OM LYSERE TIDER

Nordeuropa er det helt store lyspunkt for ISS, der dog stadigvæk presses af covid-19 i Asien og USA. (Side 14)

MATAS OPJUSTERER: "DEN FØRSTE STORE TEST"

Matas er i fuld gang med en ny strategi, der skal sikre langsigtet vækst, når økonomisk opsving efter corona ophører, og Amazon kommer. (Side 16)

NETCOMPANY HYREDE 450 IT-ANSATTE PÅ TRE MÅNEDER

Netcompany ansætter fortsat massivt. Men topchefen ser med bekymring på kampen om arbejdskraft. (Side 18)

FAGFORENINGER: MÆRSK-KRAV OM VACCINATION ER ULOVLIGT

Mærsk vil kræve vaccination for at møde på kontoret. Det kommer de til at trække i land på, mener Djøf. (Side 20)

EUROPA SKAL RENOVERES: MILLIARDER ER PÅ VEJ FRA KRISEFOND

Der er brug for mange flere investeringer. Men EU's nye krisefond kan skubbe en udvikling i gang, håber Danfosschef. (Side 32)

MÆRSK OG NOVO NORDISK HAR SENDT C25-INDEKSET PÅ REKORDKURS

C25 har nu udvisket korrektionen, der for en måned siden sendte indekset ned med 9 pct. Årsagen: A.P. Møller-Mærsk og Novo Nordisk blæser frem. (Side 34-35)

SYNGENDE LUSSING TIL NY AKTIE PÅ FØRSTE HANDELSDAG

Movinn-aktien stryger som det 17. selskab i år ind på Københavns First North-kursliste. Aktien fik en hård modtagelse af markedet - åbnede med kursfald på 35 pct. (Side 36)

BERLINGSKE BUSINESS

KÆMPE RABAT TIL GRØNNE BRÆNDSTOFFER - PRIVATE ELKUNDER BETALER REGNINGEN

En regning på et trecifret millionbeløb til op mod 3 mio. private elkunder skal finansiere rabat til nye grønne brændstoffer. Det er resultatet af en historisk omlægning af de såkaldte systemtariffer, som det statslige Energinet nu sender i høring. (Forside, side 6-7)

JYLLANDS-POSTEN ERHVERV

DJØF: MÆRSK KAN IKKE KRÆVE, AT ANSATTE ER VACCINERET MOD COVID-19

Meldingen kommer, efter at det torsdag kom frem, at rederiet inden for tre måneder vil kræve, at kontoransatte er vaccineret for at kunne møde op på arbejdet. (Side 4)

NYKREDIT SNUPPER EN STØRRE BID AF UDLÅN TIL BOLIGEJERE

Totalkredit, som Nykredit ejer, er kommet forrygende igennem de første ni måneder af 2021 med udlånsvækst i samtlige 98 kommuner i Danmark. (Side 16)

SPAR NORD-TOPCHEF OM MULIGT KØB AF HANDELSBANKEN: DET SER SPÆNDENDE UD

Spar Nord nævnes som en af favoritterne til at købe Handelsbanken. Banken har netop offentliggjort det bedste resultat for årets første ni måneder i bankens historie. (Side 17)

MATAS FØLGER MED I CORONAENS FREMMARCH

Administrerende direktør Gregers Wedell-Wedellsborg i Matas melder på linje med andre i erhvervslivet, at det er blevet sværere at skaffe nye medarbejdere, og der er pres på priserne fra leverandørerne. Alligevel er han yderst optimistisk om selskabets resultater. (Side 18)

LAVERE VÆKST I NETCOMPANY

Det børsnoterede it-selskab Netcompany har i tredje kvartal måttet bogføre en lavere vækst end sædvanligt, men André Rogaczewski ryster ikke på hånden. (Side 18-19)

ISS ER FORAN PLANEN

Jacob Aarup-Andersen, koncernchef i ISS, fremhæver, at den nye strategi virker og leverer resultater. Samtidig er medarbejderne ved at vende tilbage til kontorerne, og det er positivt for ISS. (Side 18-19)

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer